Anmeldelse: Batman v Superman: Dawn of Justice
"Batman v Superman: Dawn of Justice" slår flere brød op, end selv Claus Meyer ville kunne nå at bage over en hel sæson af "Den store bagedyst".
Batman mod Superman. Supermano a supermano. DC Comics' (og tegneseriemediets) to største superhelte tørner sammen i "Batman v Superman: Dawn of Justice". På papiret ligner det årtiets actionbrag, men jeg kunne ikke undgå at være skeptisk. Ikke blot fordi filmen bygger videre på det kedelige, kyniske Superman-reboot "Man of Steel", men også fordi "Batman v Superman" både skal følge op på sin forgænger og nå at introducere en ny Batman, Lex Luthor, Wonder Woman, Gotham City og et væld af andre prominente personer og steder med op til flere fascinerende facetter... Jeg kunne kun forestille mig, at de ville lide under at blive sammenklemt i én film.

Og det gør de desværre også. På trods af en spilletid på hele 153 minutter får karaktererne så lidt tid og plads til at ånde, at vi aldrig kommer ind under huden på dem. Instruktøren Zack Snyder og hans manuskriptforfattere, David Goyer og Chris Terrio, har simpelthen for travlt med at etablere figurernes baggrundshistorier og forhold, sammenvæve sidehistorier og lægge op til kommende spin-offs og efterfølgere. Flere forvirrende scener vil endda tydeligvis først give mening, efter man har set de næste fortsættelser. Øh, hvad er det nu, man plejer at sige om bjørne og salg af skind...? Kort sagt: "Batman v Superman: Dawn of Justice" slår flere brød op, end selv Claus Meyer ville kunne nå at bage over en hel sæson af "Den store bagedyst".
Det hjælper heller ikke, at filmen bruger hele sin sidste akt på et langt, langsommeligt antiklimaks, der kammer over i computerskabte flammer og laserstråler, og hvor alt føles så ufatteligt kunstigt, at spændingen aldrig stiger. Supermans fiktive bopæl, Metropolis, raseres igen, imens diverse soldater skråler ting som "godt, at det er efter fyraften, og folk for længst er taget hjem!" og "den bydel, der lige sprang i luften, er heldigvis ubeboet!" – filmmagerne er tydeligvis ivrige efter at undgå en gentagelse af det kiksede, kontroversielle klimaks på "Man of Steel", hvor Superman tilsyneladende var ligeglad med, at hans endelige opgør med superskurken Zod formentlig kostede millioner af uskyldige menneskeliv. Knap så superheroisk.

Netop dén slutning danner rammen om den vitterligt blændende start på "Batman v Superman", hvor vi ser Superman og Zods destruktive duel fra Bruce Waynes synspunkt. Det er et gribende anslag, der tegner et skræmmende realistisk portræt af menige dødeliges magtesløshed over for usårlige supermænd. Blodbadets civile ofre ansporer Batman til at gå i clinch med Superman, og netop Batman er filmens klart største trumfkort. Affleck er fin i rollen uden at være en decideret åbenbaring – enormt karismatisk som Wayne, fuldstændig overbevisende som slagkraftig Batman, og så er han bare vidunderligt menneskelig og troværdig i en film, der til tider føles distancerende uvirkelig.
Henry Cavill, der atter spiller Superman, har også en god kemi med Affleck, og d'herrers drilske mundhuggeri er enormt underholdende og byder endda på interessante refleksioner over grænsefeltet mellem slyngel og superhelt. Og så snart Superman og Batman omsider slipper tøjlerne og ryger i totterne på hinanden, så er der dømt mægtig superheltesmadder for alle pengene, og den exceptionelt velkoreograferede slåskamp bugner af imponerende billeder – samt flere velvalgte replikker fra Frank Millers legendariske "The Dark Knight Returns"-tegneserie, der kort fik min indre nørd til at gå i selvsving.

Men netop Superman bøder mest for filmens overlæssede og ufokuserede narrativ – han føles ærlig talt tit som en eftertanke, der for ofte spises af med kedelige moralprædikener og uoverbevisende flirten med Lois Lane. Gal Gadot sparker dog røv som Wonder Woman (på trods af hendes bøvede diadem), og Jesse Eisenbergs udgave af Lex Luthor fungerer bedre, end traileren antydede, men han får heller aldrig lov til at folde sig helt ud og står tilbage som en noget anonym neurotiker, der gerne vil dræbe Superman, fordi... øh, han er vred. På sin far. Vistnok. Vred og vrissen er selve filmen også, der i dén grad trænger til et skud humor. Beklager, DC, men på filmfronten er Marvel stadig i førertrøjen.
I anledning af premieren på "Zack Snyder's Justice League" genudgiver Moovy biografanmeldelserne af tidligere DCEU-film. Denne anmeldelse udkom oprindeligt i 2016.