Anmeldelse: Child´s Play

Gyset tages aldrig seriøst, hvilket er for det bedste.

Normalt er det kutyme at lave remakes og/eller reboots af franchises, der har været lagt på is igennem længere tid. Men den nye fortolkning af "Child's Play" befinder sig på et mærkeligt sted. Seneste film i den oprindelige kontinuitet, "Cult of Chucky", udkom i 2017, og til næste år følges den endda op med en tv-serie skabt af originalfilmenes oprindelige instruktør. Det virker derfor lidt respektløst, at denne nye filmatisering overhovedet eksisterer. Ser man bort fra dette, er der dog blodig leg i vente.

Karen (Aubrey Plaza) er alenemor til hørehæmmede Andy (Gabriel Bateman), og de er flyttet ind i en ny lejlighed. Hun opfordrer sin søn til at opsøge nye venner, men da teenagedrengen har svært ved at være social, køber hun en højteknologisk Buddi-dukke for at opmuntre ham. Hvad de ikke ved er, at dukken er anderledes fra de andre modeller, og snart forvandler den sig til blodtørstige Chucky (med stemme af Mark Hamill).

Og således starter blodbadet, hvor 80'er-horror-ikonet opdateres til internetgenerationen. Chucky er ikke – som i de originale film – besat af en seriemorders onde ånd, men er nu en omprogrammeret kombination af dukke og mobilapp. En nyfortolkning, der måske falder rendyrkede fans for brystet, men som filmen udnytter kreativt, og som baner vejen for sjove og dejligt blodige mord. Især klimakset er mindeværdigt. Der stikkes kækt til børns overforbrug af nutidens elektronik, selvom det ikke just er originalt.

"Child's Play" er også genrebevidst. Der gøres kærligt nar af gyserklichéerne. Skaberne bag filmen er godt klar over, at konceptet om en dræberdukke er latterligt, hvilket udnyttes til jokes, der sender lattermusklerne i aktion flere gange undervejs. Gyset tages aldrig seriøst, hvilket er for det bedste. Især da de fleste jump scares er forudsigelige – til trods for et par effektive øjeblikke. Selvom uhyggen ikke er til stede, og humoren ikke er helt så smart, som filmen selv tror, hæves den blodige barneleg dog over standarden.

Bateman leverer en god indsats som Andy, der bliver mere skræmt og forvirret, som historien fortælles. Hamill udfører solidt stemmearbejde, selvom vi skal til filmens anden akt, før gækkeren for alvor slippes løs. Plaza spiller en variation af sin karakter fra "Parks and Recreation", dog uden sarkasmen derfra, men med en mere følsom side. Formålet med at caste hende giver mening, men hun falder desværre igennem. Man kan dog ikke undgå at nyde politibetjenten Mike (Brian Tyree Henry), der er filmens mest herlige karakter.

2019-udgaven af "Child's Play" slipper fint afsted med myrderierne, selvom de forskellige elementer ikke altid virker. Gyset kunne være bedre, enkelte præstationer falder lidt igennem, og så føles filmen for lang trods spilletiden på 90 minutter. Men den overlever på sjove og blodige mord. Ser man bort fra filmens usikre eksistensgrundlag, er der en fornøjelig halvanden times voldelig og legesyg morskab i vente.

Child´s Play

Kommentarer

Child´s Play

  • ★★★★0

    Det lyder jo umiddelbart ganske underholdende.

    Plaza spiller en variation af sin karakter fra "Parks and Recreation", dog uden sarkasmen derfra, men med en mere følsom side. Formålet med at caste hende giver mening, men hun falder desværre igennem.

    Dette var super indforstået kritik. :) (Har aldrig set "Parks and Recreation" og har derfor intet forhold til hvordan hendes karakter er der, ved ikke hvad formålet med at caste hende var og får heller ikke at vide hvorfor hun falder igennem.)

    Riqon18-07-19 09:36

  • ★★0

    Jeg var positivt overrasket. Sikkert fordi mine forventninger var skruet ned til nul. Men jeg er faktisk temmeligt enig med anmeldelsen.

    Der er masser af ting, jeg kunne indvende mod filmen. Den nye dukke er forfærdelig, og det er svært at tro, at nogle forældre frivilligt ville ofre mange penge på den til deres børn, endsige at den skulle være så populær, som filmen påstår. 

    Omvendt fungerer AI-historien faktisk bedre, end jeg havde forventet. Man skal selvfølgelig stadigvæk sluge nogle kameler, men det er jo ikke, fordi at originalens oprindelseshistorie er mindre fjollet. 

    Drengen i hovedrollen er ret god, selvom man sidder og undrer sig over, at han ikke tager afstand til dukken, længe før han gør. Især da ...

    den dræber katten.

    Filmen prøver lidt at spille ensomhedsvinklen, og at han derfor har sympati for dukken, fordi den er hans bedste ven. Men hvis det skulle virke, så skulle de have skruet langt mere op for at etablere den side af historien, end de reelt gør.

    Nogle af birollerne klarer det også fint. Men skal jeg fremhæve noget særligt, så er det fotograferingen og lyssætningen, som er bemærkelsesværdig flot for en film på det her niveau. Jeg så Scary Stories to Tell in the Dark lige inden, og den lignende den sædvanlige kedelige Hollywood-grød. Men her leges der flere gange voldsomt med farverne, og det er forfriskende at se. Enkelte indstillinger fik mig faktisk til at tænke Dario Argento og Mario Bava - noget jeg slet ikke havde forventet, da jeg gik ind for at se den. 

    En "by the numbers"-film med enkelte opløftende momenter. 4/6


    thomsen15-08-19 12:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen