Anmeldelse: Engle går i hvidt

Kinesiske "Engle går i hvidt" kaster lys over en hjerteløs historie om børnemisbrug og magthaveres korruption.

Objektivering af køn, systematisk undertrykkelse og korrupte magthavere, der kigger væk for egen vindings skyld, har længe været de reelle vilkår for kvinder i det moderne, censurbetyngede Kina. Samme emner kan gøre sig gældende for Vesten i en tid, hvor #MeToo og TimesUp-bevægelsen er med til at definere en ny dagsorden. Med "Engle går i hvidt" undersøger instruktør Vivian Qu, hvad der sker, når pigebørn udsættes for en tragedie – og hvor grænsen mellem uskyldigt vidne eller medskyldig går som pårørende.

"Engle går i hvidt" udspiller sig i en lille kinesisk kystby, hvor solen konstant skinner ind over strandens vandkant. En sen aften på det lokale motel ankommer to tolv-årige skolepiger, Wen og Xin, i selskab af en midaldrende mand. I receptionen sidder den illegale arbejder Mia som den eneste bag disken. På overvågningskameraet ser receptionisten de tre drikke alkohol, gå ind på værelset og manden forlade det. Da hverken skolen eller forældre har set skyggen af pigerne dagen efter, viser det sig hurtigt, at de mindreårige piger er blevet udsat for overgreb. Pludselig må Mia – der er bange for myndighederne grundet sin egen situation – som eneste vidne lade sig tøjle af korrupte politibetjente og en insisterende advokat – alt mens Wen og Xin skal forholde sig til en situation, de ikke forstår.

Ved første observation fremstår "Engle går i hvidt" som en typisk krimi, hvor gerningsmanden skal findes og have sin straf. Instruktør Vivian Qu afslører dog hurtigt, at hun ikke er interesseret i mysteriet, men allerhelst vil undersøge, hvordan de involverede parter forholder sig til sagen.

Febrilsk klippes der mellem receptionisten Mia og de unge piger, der ikke oprigtigt forstår, hvad de er blevet udsat for, mens forældre grædende skændes i baggrunden. Den illegale arbejder står i et moralsk dilemma: på den ene side må Mia forholde sig til en voksende skyldfølelse som pigernes eneste redning. På den anden side ved hun, at involvering af politiet er nyttesløst, eftersom hun vil afsløre sig selv som illegal arbejder.

I sin beretning om ansvar og undertrykkelse står den solrige horisont og skoleuniformernes uskyldige hvide farver i skærende modsætningskontrast til den tunge virkelighed, som pigerne må forholde sig til. Trods omdrejningspunktet er "Engle går i hvidt" overraskende følelseskold at være vidne til. Frem for at udpensle følelser og dvæle ved sentimentalitet er Vivian Qu mere interesseret i at være fluen på væggen. Med håndholdt kamera og mange nærbilleder bruger den kinesiske instruktør dokumentariske greb til at formidle sit tabubelagte tema. I den ironiske panorering over politigårdens "Vi tjener folket"-skilt fremstår det tydeligt, at projektet er at blotlægge en pilrådden samfundsstruktur frem for det personlige drama.

"Engle går i hvidt" er en modig og interessant film omkring kvinders barske levevilkår i et land, hvor patriarkalsk hegemoni og korruption sætter dagsordenen. Desværre forholder Vivian Qu sig for distanceret til sine karakterer. Som publikum er det svært for alvor at lade sig rive med af en fortælling, der fra start udstråler håbløshed og ømtålelighed, når vi aldrig kommer under huden på hverken Mia eller de to unge piger.