Anmeldelse: Familien Addams

Filmens største problem er manuskriptet, som forbliver fladt og ligegyldigt.

Med den amerikanske halloween-tradition efterhånden solidt plantet i den danske muld har vi så småt vænnet os til at gyse-grine med hele familien til obligatorisk monster-animation i biograferne omkring 31. oktober. Årets bud hedder "Familien Addams" – en ny, animeret udgave om den velkendte morbide familie, som desværre hverken fremmaner gys eller grin.

"Familien Addams" startede for godt 80 år siden som tegneserie-stribe. Gennem tiden er det blevet til både tv-serier og film, nok bedst husket fra Barry Sonnenfelds 1991-udgave med Anjelica Houston som Morticia Addams, Raul Julia som Gomez Addams og en meget ung Christina Ricci som datteren Wednesday. Den makabre familie er et veritabelt rædselskabinet af bizarre eksistenser som taget ud af Universals monster-film fra 30'erne, mens det komiske opstår i kollisionen med den moderne verden.

I denne nye version flytter de ind i et hjemsøgt spøgelseshus – komplet med tåget marsk, bidende gitterport og levende træ i forhaven. Familien, der foruden mor Morticia, far Gomez og datteren Wednesday tæller sønnen Pugsley og den Frankensteins monster-lignende tjener Lurch, får besøg af onkel Fester og bedstemor Addams. Sønnike skal snart gennemføre familiens manddomsritual, Sabel-Mazurkaen. Knægten er dog mere optaget af at sprænge ting i luften, og Wednesday øjner samtidig muligheden for et ungdomsoprør, da hun opdager den virkelige verden uden for familiens kirkegårdsidyl. De virkelige monstre viser sig naturligvis at være forstadens ligusterfascister ført an af indretningsdesigneren Margaux, der ikke accepterer folk, som er anderledes.

Der skal ikke forventes mange nye toner fra dette efterhånden temmelig spindelvævsbefængte kirkeorgel. Folkene bag projektet har smidt "Hotel Transylvania"-filmene i en heksekedel med Tim Burtons "Edward Saksehånd", tilsat et skvæt fra Universals Illumination-afdeling (dem bag "Grusomme mig") og håbet på, at det gav pote. Desværre er resultatet en tam aftapning af ovenstående. En lettere uelegant Golem-version, som vralter hvileløst rundt på må og få og aldrig rigtig finder fodfæste. Animationen er ganske ferm, og hatten af for, at man har holdt sig tro mod ophavsmanden Charles Addams' originale tegnestil. Filmens største problem er manuskriptet, som forbliver fladt og ligegyldigt. Forlæggets bizarre familie giver rig grobund for alskens vanvittige og morbide optrin, der nok kræver, at man er til den slags deadpan-humor, men som – når den virker – virkelig kan være sjov. "Familien Addams" anno 2019 er snarere et 87 minutters begravelsesoptog af usjove jokes, manisk halsen omkring i en alt for velkendt plot-struktur samt desperate forsøg på at hamre punchlines og morale igennem hos publikum.

Man kan undre sig over, at der ikke er noget synderligt nyt på tapetet, når nu historierne om familien Addams er blevet fortalt så mange gange. Den eneste opdatering, man lige bider mærke i, er, at mobiltelefoner og sociale medier får en opsang med på vejen. Den danske versionering lider desuden under nogle temmelig sløje stemmepræstationer. Især Wednesday lyder som om, at hun er indtalt af en søvndrukken teenager ved morgenbordet. Det må kunne gøres bedre.

Alt i alt er animationsfilmen noget af en skuffelse, da jeg personligt havde set frem til et fornøjeligt halloween-gensyn med den dødsforgabte familien Addams. I stedet er det endt i intetsigende eksekvering, der ikke just er (grav)røveri ved højlys dag, men som i hvert fald fik undertegnede til at savne Houston, Julia og de andre skæve familieeksistenser fra live-action-udgaven.