Anmeldelse: God is a Bullet
Nikolaj Coster-Waldau-hævnfilm er skudt i smadder i klipperummet.
Vi har set det før. Fraskilt far og datter har et godt forhold. Datteren bliver kidnappet. Farmand ser rødt. Formlen er på plads, men også ved at være slidt. Liam Neeson gjorde det flere gange i "Taken"-filmene, Charles Bronson gjorde det i "En mand ser rødt". Kan "God Is a Bullet" tilføje noget nyt til selvtægtsgenren? Muligvis, hvis man kan finde den originale version. For udgaven, man får serveret i de danske biografer, er en omgang generisk hævnfilm klippet gevaldigt ned til det europæiske marked.
Bob Hightower (Nikolaj Coster-Waldau) er politimand i en lille soveby, hvor der ikke sker meget. Han er fraskilt og lever 100 procent for sit job, mens byens indbyggere respekterer ham. Da datteren kidnappes af en satanisk kult og ekskonen brutalt dræbt, ser Bob rødt. Han vil finde sin datter igen, koste hvad det vil. På sin vej møder han unge Case (Maika Monroe), som har forladt kulten. Case vil hjælpe Bob, da hun selv har et opgør i vente.
Nick Cassavetes er søn af én af amerikansk films største indie-filmskabere, John Cassavetes. Farmand lavede små film om store personligheder omsat i familiedramaer. Sønnike har selv befundet sig i samme territorium med film som "Alpha Dog" og "My Sister’s Keeper". Familien har tematisk altid stået nær i Cassavetes Juniors film og blodets bånd bruser i "God Is a Bullet".
Dog er filmen klippet 40 minutter ned. Og det er højst sandsynligt i de minutter, at stærke følelser og dybere lag befinder sig. For tilbage står vi med 115 minutters ren hævnfilm. Midt i det skamklippede 1. akt kender vores to hovedpersoner allerede hinanden, hvilket ingen mening giver. Klipperen må selv have været totalt forvirret. Volden er udpenslet og unødvendig. De religiøse temaer, som titlen nærmest refererer til, falder fuldstændig på gulvet. Der er masser af muligheder for intelligente kommentarer og spændinger mellem det gode og onde. Det berøres overhovedet ikke.
Filmens stærkeste kort er forholdet mellem Maika Monroes Case og vores egen Nikolaj Coster-Waldau som Bob. Deres partnerskab bliver et far/datter-surrogat. De begge har deres tomrum i livet. Monroe slipper bedst igennem filmen og leverer en præstation, man godt vil se mere til. Coster-Waldau gør, hvad han kan med materialet. Karl Glusman som kultlederen Cyrus overspiller på det groveste, uden nogen som helst baggrundshistorie ved karakteren. Cyrus er bare Satan selv og det bliver så kedeligt. Jamie Foxx er med i 5 minutter og er hamrende uinteressant. January Jones fra "Mad Men" optræder i rulleteksterne, men er ikke til stede i filmen. I hvert fald ikke i den, som kører i biograferne herhjemme. Hvor ville man dog gerne se de resterende 40 minutters spilletid.
Intet nyt under solen. Potentialet fornemmes, men det udleves aldrig. Generisk og med et klimaks, der er hakket så godt og grundigt op, at man nærmest ikke kan se, hvem der mejes ned af den ene ligegyldige kugleregn efter den anden. Jeg er sikker på, at Nick Cassavetes ikke bare har lavet en ligegyldig hævnfilm. Derfor vil jeg gense "God Is a Bullet" i dens fulde længde. For hér serveres hævnen kold og hamrende uinteressant.