Anmeldelse: Hell Fest
"Hell Fest" er ekstremt vellykket partyhorror og en af de bedste skrækfilm i 2018.
Loyale og seriøse fans af skrækfilmsgenren har et hårdt lod i livet. Ofte må vi sidde igennem timevis af dårlige film for endelig at finde en perle, som vi derefter værdsætter højere end andre film i mere respekterede genrer. Dette betyder også, at intet forbigås. Teenslashere er næsten aldrig en af disse interessante genrefilm og kan i bedste fald være en forglemmelig oplevelse af et hav af lignende titler. Og så kommer en film som "Hell Fest", hvis forbillede utvivlsomt er Tobe Hoopers "The Funhouse" med et godt stænk Rob Zombie-æstetik, og ryster posen i en sådan grad, at selv inkarnerede fans af genren må give efter.
Seks unge mennesker, en forlystelsespark med skræktema og en morder iblandt gæsterne. Det er kort fortalt handlingen i "Hell Fest", der tager klichéerne fra den typiske slasherfilm og blander dem med overbevisende fortolkninger og skarpladte situationer. Den forsigtige Natalie tager med sine venner, nogle bedre end andre, med til den forfærdende forlystelsespark, der nogle år forinden havde ægte mord bag kulissen. Det er heldigvis ikke tilfældet denne gang – eller er det?
Som en hyldest til 80'ernes slasherfilm kunne en film som "Hell Fest" være problematisk at lave i en tid, hvor kønsroller og narrativ er taget kraftigt til revision; også – måske især – i horrorgenren. Med en kvindelig hovedperson, der både ser ned på uhygge, men også hader det, begynder advarselslamper at blinke i "Hell Fest" – skal vi endnu engang trækkes igennem en skrækfilm, der har en ironisk distance til egen genre? Svaret er heldigvis nej, for ligeså snart "Hell Fest" har opbygget et univers, begynder den at lege med det og glemmer snart de regler, horrorgenren er underlagt anno 2018.
Med en konsekvent og stilsikker neonfotografering er det nemt at gå gennem den morderiske forlystelsespark med de fem venner, der ikke er karikaturer med et eneste formål – at tilfredsstille vores blodtørstige behov. I stedet for at vente på deres grusomme endeligt holder vi med dem, og i stedet for halvhjertet at se en semifarlig morder forfølge nogle ligegyldige unge gyser vi over hans kolde væsen.
"Hell Fest" er en forlystelsespark, enhver fan af kulørt rædsel ville foretrække. I lang tid giver det en anelse om, at der vil gives op i samme sekund, der forekommer død og ødelæggelse på det store lærred, hvilket er tilfældet i næsten samtlige skrækfilm, som prøver på at skabe en bred publikumskare. Det er heldigvis ikke i instruktør Gregory Plotkins interesse, for "Hell Fest" er først og fremmest en film for fans og tænker ikke meget på at glæde andre. Filmens første drab er derfor også et af de mest foruroligende, fordi det finder sted i en strømlinet skrækfilm, hvor vi ikke forventer en så brutal udførelse. Det gør perfekt brug af ikke at vise andet end et realistisk chok, blandet med indre smerter og forvirring, inden det træder i karakter og bliver en langt mere voldelig version af det, der normalt ikke tør eller må vises for et bredt publikum. Vil det tænde mange af? Jovist. Men er dette en film for de fleste? Sikkert ikke.
Med et narrativ og udførelse, der ikke er tiltænkt andre end fans af mørke genrefilm, er "Hell Fest" ekstremt vellykket partyhorror. Det er en film, der holder sig til egne idealer og skrækfilmens integritet. Dette vil nok være en grund til, at den cineastiske elite ikke vil tage en film som "Hell Fest" seriøst, men for fans af genren – for seriøse fans af genren – er "Hell Fest" er mønstereksempel på effektiv, fuldendt partyhorror, der holder fast i, hvad den er. Og hvad er den? En af de bedste skrækfilm i 2018, der sætter høje forventninger til, hvad der også kan komme ud fra de store studier.