Anmeldelse: Just Mercy
"Just Mercy" går over i filmhistorien som én af de mest overfladiske film om raceproblemet og livet på dødsgangen.
Listen er lang, når det handler om film om sortes rettigheder i USA. Det samme kan siges om retssalsdramaer og film om uskyldigt dømte på dødsgangen. Når tre så tunge emner samles i samme film, er det uhyre vigtigt, at den er præcis og formår at gå i kødet på dens temaer. I modsat fald bliver det overfladisk og ligegyldigt. Hvilket desværre er tilfældet med Destin Daniel Crettons "Just Mercy", der er baseret på hovedpersonens roman af samme navn.
Bryan Stevenson (Michael B. Jordan) går helhjertet til værks, da den unge forsvarsadvokat beskikkes til Walter McMillian (Jamie Foxx), der sidder dømt i Alabama for det brutale mord på en ung pige. I samarbejde med lokale Eva Ansley (Brie Larson) forsøger Stevenson at hjælpe McMillian, hvis retssag er præget af overfladisk og sjusket bevisførelse. De lokale er dog ikke begejstrede for, at den unge, sorte advokat blander sig i sagen.
På papiret er her tale om en vigtig, aktuel og rørende historie om et uretfærdigt, juridisk system, hvor sorte er nederst i hierarkiet. Resultatet er dog noget helt andet. På intet tidspunkt i sine 136 minutter stikkes retsforståelsen derind, hvor det gør ondt. Og det skal sgu gøre ondt, når en film skildrer sortes rettigheder i Alabama i slutfirserne og starten af halvfemserne. Publikum skal sidde med en kæmpe klump i halsen ved tanken om, at vi ikke er kommet længere i kampen om sortes rettigheder.
Der mangler den unge advokats jagt på nye beviser og vidner. Noget, der fører ham så langt ud, at vi får fornemmelsen af, at han er på farlig grund. Ikke på ét eneste tidspunkt sker dette. Forældrene til den dræbte pige spiller ingen nævneværdig rolle, så vi kan få sympati for dem. Hvilket kunne have været et bevidst valg for at rette publikums sympati mod McMillian. Heller ikke dette formår "Just Mercy". Scenerne, hvor vi kommer tæt ind på livet af McMillian, kan tælles på én hånd. Om bogforlægget går mere i dybden, ved jeg ikke. Men manuskriptet til "Just Mercy" mangler alt det vellykkede, som film med samme temaer formår at have.
Alan Parkers "Mississippi Burning", der måske ikke er den mest nuancerede skildring af sydstaternes syn på sorte, formår alligevel via adskillige brutale scener at skabe et uafrysteligt tidsportræt. Tim Robbins' "Dead Man Walking" formår via eminent dialog og sublimt skuespil at antænde publikums fulde sympati til en mand på dødsgangen – en mand, der i sidste ende viser sig at være skyldig. "Just Mercy" går derimod over i historien som én af de mest overfladiske film om raceproblemet og livet på dødsgangen.
Når en fortælling med så meget på hjerte fejler på samtlige områder, skyldes det, at den prøver for meget og alligevel rammer ved siden af. Persongalleriet er så endimensionelt, at det ikke er interessant, om de lykkes med deres mål. De få steder i filmen, hvor en ond karakter omvendes, sker det enten ekstremt motiveret eller ekstremt forudsigeligt. At "Just Mercy" alligevel ender med en middelkarakter skyldes, at den er relevant og i sidste ende når igennem med sin morale. Men hvor er det dog ærgerligt, at så meget potentiale flyder ud i så meget ligegyldighed.