Anmeldelse: Krigsfotografen

Fascinerende indblik i mennesket bag fotograf Jan Grarup, der fanges i skudlinjen mellem hjemmefronten og verdens brændpunkter.

Krigs- og konfliktfotografiet har spillet en central rolle i humanitarismens udvikling. Vores øjne åbnes ved rå dokumentering og usødet fremstilling af en virkelighed, de færreste udefra har en reel indsigt i. Vi så rædslerne i præ-1. verdenskrigsbillederne fra Kong Leopold IIs privatkoloni i Congo, hvor op til ti millioner indfødte blev dræbt og lemlæstet. Vi ser det i dag i Jan Grarups billedreportager, der satte ansigt på blandt andet folkemordet i Rwanda og Islamisk Stats indtog i Mosul, Irak.

Over seks år følger instruktør Boris B. Bertram i tykt og tyndt den verdenskendte fotograf, som i over 30 år har været udsendt i verdens mest ekstreme krigs- og konfliktzoner. Hvad der skulle være et traditionelt portræt af Jan Grarup skifter under optagelserne spor, da ekskonen får konstateret kræft i hjernen. Pludseligt står han med ansvaret for tre teenagebørn og deres hverdag, mens grusomhederne fra verdens brændpunkter skal dokumenteres.

Set udefra er et komplekst og ekstremt individ som Jan Grarup svær at forstå. Alene tanken om at være på forreste række i øjenvidneberetninger af humanitære katastrofer, men samtidig at være i stand til at fastholde et humanistisk aftryk synes ubegribeligt. Sideløbende med dokumentationen af Grarups egen livsfortælling og situation og hændelserne i familien samles en klump i halsen af dyb fascination og fremmedgjorthed. For hvilken en støbning er vores hovedperson gjort af, når det kommer til stykket?

Boris B. Bertram giver imidlertid ingen nemme svar. For det er op til publikum selv at være dommer over en mand, der lever en særpræget og på ingen måde let tilværelse. Selvom titlen "Krigsfotografen" understreger helt koncist, hvad filmen grundlæggende handler om, er der taget kunstneriske friheder i, hvordan vi kommer under huden på en så sammensat mand. Her er ikke tale om klassisk kronologisk fremstilling, snarere tværtimod. Og heldigvis, da kernen i fortællingen spejles i Grarups eget projekt – et humanistisk og nødvendigt 360 graders indblik i livets konfliktzoner i børnehøjde.

Tidslighed og orientering opløses, når vi som vidner kastes ud i et minefelt, få kan mobilisere sig i med sindet i behold. Én ting er, hvad vores hovedperson har gjort størstedelen af sit liv. At fotograferne og Bertram sætter liv og lemmer på spil for at følge Grarup er beundringsværdigt. Charlotte Munch Bengtsens poetiske og fokuserede klipning gør filmen og Jan Grarup ære, når snapshot-indblikket i livet hjemme i Danmark er fortalt i fragmenter fra fortidens arkivmateriale og nutidens nøgne trummerum, hvor ungerne ser deres mor begraves og senere flyver fra reden. Sammensat med brudstykker fra steder, hvor ingen mennesker frivilligt har lyst til at være – andet end svært bevæbnet. Måske er "Krigsfotografen" ikke den mest tilgængelige portrætfilm. Som indblik i mennesket bag én af verdens allerbedste konfliktfotografer er det imidlertid én af de stærkeste og mest modige af slagsen.

Modsat sine tidligere storpolitiske dokumentarfilm har instruktør Boris B. Bertram denne gang valgt en mere intim og kunstnerisk tilgang. Skudt over seks år kommer vi dybt ind bag øjnene på et sammensat menneske som fotografen Jan Grarup. Kæmpende modigt på to fronter falder "Krigsfotografen" ud som et eftertænksomt, humanistisk manifest om menneskers drivkraft – helt i ånd med Grarups eget værk.