Anmeldelse: Miles Ahead
Film og musik har det tilfælles, at de er de eneste medier, der selv dikterer det tempo, de følges i. Bogen eller tegneseriens afsnit kan uden at miste sammenhæng læses om og om igen af læseren. En enkelt skulptur eller et maleri kan du i praksis dvæle ved så længe, udstillingen er åben. Koncerten og teaterforestillingens tidslige udfoldelse er mere lig film og musiks, men forestillingens direkte karakter gør, at der stadig er noget at opleve, selvom optrædenen pludseligt går i stå. Film- og musikoptagelsen kan sættes på pause, men indlevelsen ophører straks, når dette sker. Denne umiddelbarhed er bl.a det, der gør de to medier så følelsesmæssigt engagerende. Og når de kan lege med denne unikke tidslige forbindelse til publikum, er der mulighed for, at stor kunst kan opstå.
"Miles Ahead" er udtænkt, skrevet og instrueret af Don Cheadle, der også spiller hovedrollen. Filmen er en utraditionel portrætfilm om jazzlegenden Miles Davis og tager udgangspunkt i den periode i slutningen af 1970'erne, hvor Davis pludseligt forsvandt fra rampelyset efter at have revolutioneret jazzen om og om igen i over tyve år for pludseligt at vende stærkt tilbage i 1979. En dag dukker den fiktive journalist Dave Braden (Ewan McGregor) op ved Davis' hus, og gennem mere eller mindre tilfældige provokationer får han sat gang i det musikalske geni, der tidligere blot lå og indtog alverdens stoffer og alkohol. Sammen ender de bl.a. i et skyderi med flere fiktive personer i forsøget på at skaffe Davis' seneste musikoptagelser – og dermed karriere – tilbage.
Dette "comeback" bliver en actionfyldt rammefortælling, hvor nøglepunkter i Davis' karriere, herunder hans turbulente forhold til sin første kone Frances Taylor (spillet smukt af Emayatzy Corinealdi), dukker op undervejs i form af flashbacks. Der hoppes ivrigt rundt mellem alle disse perioder, og filmen prøver ihærdigt at blande overgangene så gnidningsfrit som muligt, ved at skuespillernes eller kameraets bevægelser flydende klipper videre ind i hinanden.
"Miles Ahead" prøver derfor i høj grad at lege med filmens og musikkens bundethed i tid, sådan som selve jazzmusikken – og især Davis selv – har gjort i løbet af sin levetid. Filmen tager dette unikke, men ofte oversete element, der er fælles for musikken og filmen, og hiver det helt frem i sin fortælling, men desværre kommer det til at overskygge de mere konventionelle fortælletekniske elementer for meget. Trods en uopslidelig skuespilspræstation af Don Cheadle, som beviser, at ingen anden kunne have spillet Davis, er hovedparten af filmens karakterer fremstillet svagt. Dette svækker i høj grad den i forvejen fabulerende rammefortælling, hvilket gør den endnu mere utroværdig.
Heldigvis står de mange flashbacks meget stærkere, dog kun hver for sig, da de førnævnte overgange virker alt for anstrengte. Dette skyldes især, at rammefortællingen trods sin action og uforudsigelighed udspiller sig i et ret langsomt tempo det meste af tiden. Kontrasten mellem afslappethed og vildskab bliver for markant. Igen kan der drages paralleller til Davis' egen musik, der hurtigt kan gå fra at være smooth eller cool til intens og dissonant. Dog kan filmen ikke finde ud af at fusionere kontrasterne på samme geniale måde, som Davis kunne.
"Miles Ahead" kommer desværre aldrig til at give et fyldestgørende indblik i Miles Davis' enestående karriere. Dens usammenhængende omskiftelige stil og svage karakterisering af biroller skaber en stemning af indforståethed, som sjovt nok kan minde om den samme indforståethed, der kan være ved at opleve en jazzkoncert. Tilskueren kan aldrig få lige så meget ud af koncerten som jazzmusikeren. Filmen fremstiller dog klart Davis' musikalske råstyrke og helt særlige musikalitet, som især kanaliseres af Cheadles intense skuespil og filmens flashbacks. Film og musik kan noget, som de andre kunstarter ikke kan. Cheadle har opdaget det – Davis gør det bare langt bedre.