Anmeldelse: Mystify: Michael Hutchence
Der trædes alt for let og elegant henover de dystre sving, Hutchences historie også tog.
Godt og vel 40 år efter startskuddet til Australiens næststørste band – INXS – og lidt mere end 20 år, efter han tog sit eget liv på et hotelværelse i Sydney, udkommer nu en intim dokumentar om rockpopsangeren Michael Hutchence og hans liv.
Det manglede da også bare. Et portræt med biograf-tyngde om én af musikhistoriens indiskutabelt mest karismatiske og fejrede frontmen. Dokumentaren er dog langt mere interesseret i at fokusere på manden bag musikken – og lad det være sagt med det samme: Er det i musikkens ånd eller i håbet om en semi-koncertoplevelse, at "Mystify" opsøges, ender man med at blive slemt skuffet. Musikken spiller ikke engang andenguitar her, men står egentlig bare sammen med koret i baggrunden og lader Hutchences tilværelse træde i front.
Til det formål gøres der imponerende stor brug af (hidtil) private hjemmevideo-optagelser, enten filmet af sangeren selv eller kærester og familie. Hurtigt står det klart, at filmen egentlig bare gerne vil tage publikums hånd og føre den hen til hovedpersonens, så vi kan lære hinanden at kende. Rigtigt. Dokumentaren insisterer fra første færd på, at vi kigger ham i øjnene og ikke nedefra og op. Det skal den have ros for, for denne øvelse har med garanti ikke været nem.
For det er altså nu engang svært – ja, ret tæt på umuligt – kun at betragte og se på Hutchence som mennesket Michael Hutchence. Fortællingen om ham er nemlig i lige så høj grad fortællingen om et væsen, der tog klichéen "han er født til at stå på en scene" til nye, uanede højder. Lige fra de indledende og obligatoriske børnefotos i starten af filmen står det lysende klart, at Hutchence havde et helt særligt skær over sig. En utæmmelig gnist i øjnene og en out-of-this-world udstråling, der senere skulle blive fundamentet i hele hans optræden. Australieren støbte kanonkugler af rå, ublu energi – klar til at blive skudt afsted ud over scenekanten tilsyneladende uden ende.
Instruktør Richard Lowenstein har tidligere lavet musikvideoer for INXS, da de var på toppen, og det, at de to har kendt hinanden godt, giver afgjort portrættet af Hutchence en varmende kvalitet, men fratager det desværre også fra farligheder. Der trædes alt for let og elegant henover de mere dystre sving, som Hutchences historie også tog. Især der, hvor han ved et fald i det københavnske natteliv fik en slem hjerneskade. For at være helt konkret – jo, vi hører om hans skiftende personlighed. At den ændrede sig til det værre efter hændelsen. Men vi hører altså ikke om, at det blev til "trækker kniv i studiet på bandkammerat og truer ham på livet"-værre.
Men hvor meget bliver der så egentlig kradset i tapetet bag idolplakaten? Og bliver der kradset nok? Svarene på de spørgsmål er henholdsvis "meget" og "nej". På den måde lever Lowensteins sympatiske dokumentar op til sin titel, INXS' monsterhit og hele Hutchences persona kogt ned til ét ord: Mystify. Men den mangler et hook. Vi er klogere bagefter, jovist, men vi forbliver mystificerede over Hutchences 37 eksplosive, dragende, mærkelige år på dette sted. Den eneste pointe, instruktøren slipper afsted med her, er, at det forblev han i virkeligheden nok også selv.