Anmeldelse: The White Crow

Ralph Fiennes imponerer som instruktør om én af de allerstørste kulturpersonligheder til dato.

Karismatiske Ralph Fiennes har de sidste tyve år været ikke kun én af de bedste britiske skuespillere, men i det hele taget. Derfor skærpes opmærksomheden også, når en så alsidig herre kaster sig over biografifilmens svære disciplin – endda om én af de allerstørste kulturpersonligheder i det sidste århundrede, balletdanseren Rudolf Nureyev. Måske fordi de begge med rette kan betegnes som stormestre inden for hvert deres felt, rammer "The White Crow" overbevisende de rette dansetrin. Stort set.

Året er 1961, da kæmpetalentet Rudolf Nureyev (Oleg Ivenko) rejser fra Sankt Petersborg til Paris for at optræde med det berømte Kirov-balletkompagni. Samtidig er det den 23-årige mands første rejse ud af Sovietunionen, hvor Vestens frie og kunstneriske kultur gør stort indtryk. Den perfektionistiske balletdanser må nu træffe et valg: Skal han forblive loyal over for sit fædreland, eller skal han hoppe af til Vesten?

"The White Crow", der betyder noget à la "det sorte får" på dansk, gør noget fornuftigt i at lade Paris i 1961 være omdrejningspunktet. Ét er det afgrænsede historiske fokus, der er så vigtigt for, at biopics ikke ender som én lang opremsning. Noget, som ellers er en typisk faldgrube inden for genren. Nureyevs overgang til at blive ballettens største rockstjerne startede i byernes by, samtidig med at den unge danser også blev ét af tidens største koldkrigs-symboler på splittelsen mellem Øst og Vest. Plus, naturligvis, at han senere blev kendt som kompromisløs og ganske ulidelig perfektionist. Alt dette orkestrerer Fiennes med overraskende fornemt overskud og fortælleglæde.

Vigtigst er filmens tidslige afsæt et snedigt veludført narrativt kneb. I elegante piruetter veksles mellem situationen i Paris og tilbageblik fra fødslen i den transsibiriske jernbane, den barske opvækst og de tidlige år som billet-novice – hvor Nureyev grundet fattigdom startede fem år senere end andre i kompagniet. Nøje og grundigt og alligevel med smittende lethed og skarp humor smedes rammerne for både tids- og personportrættet fængslende, mens vi i krumspring lander med tåen ovre i klaustrofobisk koldkrigs-thriller.  

Rammerne er på plads. Hvor "The White Crow" dog ultimativt ikke står helt skarpt i rampelyset er selve balletten. Ukrainske Oleg Ivenko, der selv er danser, gør det godt med sin intense tilstedeværelse – men matcher på ingen måde det, der gjorde Nureyev til en så exceptionel og fascinerende balletdanser. Til trods for Ivenkos ellers solide præstation og en mindre stærk rolle af Ralph Fiennes selv udebliver den magi, der skal overbevise publikum om, hvor overskyggende bemærkelsesværdig en atletisk personlighed den sovjetiske danser nu engang var.

Ralph Fiennes imponerer som instruktør om én af de allerstørste kulturpersonligheder til dato uden at ramme balletdanser Rudolf Nureyevs kernekompetencer helt i skabet. Selvom der er styr på teknikken, mangler den sidste afgørende nerve for at publikum rejser sig op og overdøver med klapsalver. Mindre kan gøre det, og for hvad det er værd, er "The White Crow" stadig en vellykket biografifilm.

The White Crow