Anmeldelse: To minutters stilhed

"To minutters stilhed" er en håbefuld påmindelse om, at selv det mindste oprør kan kaste forandring af sig.

To verdenskrige og 42 års splittelse gør noget ved selvforståelsen som nation. Traumebehandling har siden 1945 været identitetsskabende og nødvendig for Tyskland, ofte udtrykt i kunsten og populærkulturen. Frygten for folkeforførelse og massemanipulation sidder i DNA'en hos tyskerne, hvilket har kastet adskillige historisk tilbageskuende spillefilm af sig omhandlende særligt 2. verdenskrig og den efterfølgende koldkrigsperiode. "To minutters stilhed" træder ind i den strømning af autentiske beretninger som særdeles aktuel påmindelse om fortidens mentale tyranni.

Året er 1956 – fem år før Berlinmuren. Øst- og Vesttyskland er opdelt, men det usynlige jerntæppe er endnu ikke nok til at afholde de to teenagere Kurt og Theo fra at tage på hemmelige biografture til Vesten. Da et oprør i Ungarn bliver slået ned, beslutter de to drenge sammen med resten af deres gymnasieklasse at holde to minutters stilhed i solidaritet med de faldne. I løbet af kort tid eskalerer situationen. Skoleledelsen reagerer voldsomt på elevernes opførsel, da systemkritik ikke tolereres. Konsekvensen bliver, at bagmanden udpeges for, hvad der anses som en politisk aktion – eller at alle straffes ved at blive smidt ud af skolen kort før studentereksamen.

Rutinerede Lars Kraume er ikke ubekendt med tysk post-2. verdenskrig-traumefilm. Prisbelønnede "Fritz Bauer: En fjende af staten" fra 2015 bevæger sig i samme periode og nær samme temaer, men blev aldrig den sviende politiske lussing om system(atisk) kontrol, som "To minutters stilhed" er.

Målsætningen med Kraumes seneste film er mere forudanelse end retrospektivt portræt. Fra uskyldige drengestreger til mødet med det totalitære kridtes strukturel undertrykkelse og systematisk manipulation op på tavlen med ridsende negle, der går i marv og ben. Illusionernes slør falder til jorden i uskyldens rendezvous med den virkelighed, deres forældre har forsøgt at skærme deres børn for. Men hvad sker der, når maskerne falder? For hvad nu, hvis ens far alligevel ikke var en kommunistisk krigshelt under 2. verdenskrig – og hvis en andens far var stikker og årsagen til, at en klassekammerats far blev dræbt som landsforræder?

Stilsikkert, kynisk og rystende står vi ret i gymnasieklassen, når sandheden vendes på hovedet. Tysk traume-film har ofte en belærende funktion, og her er "To minutters stilhed" ikke anderledes. Som metafor på samfund og samtid positioneres elevernes værdimæssige afsæt i den smertelige erkendelse af, at barbariet ikke kun er de andre. Idealismens forfald er filmens kerne – i indirekte nutidig spejling af fortidens misgerninger. Kraumes pointe synes at være, at historien netop nu er ved at gentage sig selv. Først qua mild forførelse og senere systematisk tvang, hvor befolkningen er underlagt en kollektiv løgn via nationalisme, populisme og ekstremisme. Tungt og hårdt stof. Men formidlet med en understrøm af satirisk absurditet i en ungdommelig coming-of-age-ramme, der balancerer elegant mellem det mørke og lyse. "To minutters stilhed" er nemlig samtidig en håbefuld påmindelse om, at historien ikke skriver sig selv – og at selv det mindste oprør kan kaste forandring af sig.

Lars Kraume har begået en fremragende film om fortidens tyske traumer, og om hvordan de spejles i nutidens tendenser. Dog er "To minutters stilhed" ikke alene et tankevækkende tilbageblik, men også et opråb om, at nye generationer har muligheden for ikke at fejle, hvor deres forældre vælger at stå til. Et påtrængende budskab, som særligt Europas ungdom bør tage til efterretning.