Anmeldelse: Vaiana

Vi er ikke langt inde i Disneys seneste animationsepos, før vores hawaiianske heltinde, Vaiana, støder på sit livs hidtil største udfordring: et gigantisk bjerg, der skal bestiges, så hun kan nå frem til en egocentrisk kæmpekrabbe og tale den til fornuft (øh, det giver god mening, når I ser filmen...). Da Vaiana omsider når toppen og tager en dyb indånding, er det, som om hun samtidigt klargør lungerne til en klassisk, veltimet Disney-ballade om vovemod og viljestyrke. Men så afbrydes hun pludseligt af sin evigt sarkastiske følgesvend, halvguden Maui: "Hvis du begynder at synge, så kaster jeg op."

Det er et øjeblik, som er symptomatisk for en vittig og vidunderlig film, der elegant sammenkobler Disneys velkendte varemærker (de storslåede sange, de kulørte bifigurer, den fandenivoldske helt på eventyrjagt) med en skøn dosis uærbødig selvironi og drøncharmerende drilskhed. Det er gammel vin på nye flasker, jovist, men den gærede vindruesaft smager altså himmelsk, og flaskeetiketten er decideret bedårende.

Filmens originaltitel er "Moana", og der florerer flere mere eller mindre legitime forklaringer på, hvorfor filmen (såvel som dens sprælske heltinde) er blevet omdømt til "Vaiana" uden for USA. Én af dem lyder, at Disney gerne vil undgå associationer til den afdøde, italienske pornolegende Moana Pozzi, men modsat sin (semi)navnefælle har Vaiana intet mærkbart behov for kønslig omgang, og dét er enormt forfriskende – at vi har at gøre med en uafhængig, bomstærk heltinde, der hverken drives eller defineres af en flirt med en prins eller det, der ligner. Hendes mål er at finde sig selv, og når nu hun ikke tynges af en kærlighedshistorie, så får hun mere tid og plads i rampelyset, og vi lærer således også charmebomben rigtig godt at kende.

Vaiana bor på en afsides ø i Stillehavet sammen med sin polynesiske stamme – inklusive sin bestemte høvdingefar, der forlanger, at datteren forbliver på det trygge fastland. Men nøjagtigt ligesom havfruen Ariel, prinsesse Jasmin og mange andre viljefaste Disney-heltinder drømmer høvdingedatteren om at udforske verdenen hinsides sin bitte, sikre hjemstavn. Og da øens afgrøder pludseligt dør, og befolkningens overlevelse trues, er der kun én ting at gøre: Vaiana må drage ud på det åbne hav og finde den førnævnte Maui, som i tidernes morgen stjal, øh... var det "livets sten"? Og så skal de sammen give den tilbage til naturens gudinde. Vistnok. Men først skal de naturligvis lige hente en fortryllet fiskekrog...

Okay, historien er måske nok noget lettere fjollet rod, men det gør ikke spor, når tempoet er så højt, figurerne er så karismatiske, og både sangene og actionsekvenserne er af så høj kaliber – her er eksempelvis et mægtigt, medrivende opgør mellem vores dynamiske duo og en gruppe diminutive kokosnødmonstre, der vækker varme minder om "Mad Max: Fury Road" med sekvensens rungende kæmpetrommer og ustyrlige vildskab. Og samtlige sange rammer plet. Vaianas nutidige ballade om at omfavne omverdenens mangfoldighed, "How Far I'll Go", løb måske nok med soundtrackets eneste Oscar-nominering, men min personlige favorit er Mauis "You're Welcome", hvor den selvtilfredse halvgud praler mægtigt og melodisk om sine store bedrifter i menneskehedens tjeneste.

"You're Welcome" beviser tilmed, at muskelbundtet Dwayne Johnson sørme også kan synge! Og superstjernens uimodståelige karisma er sågar sivet ind i 3D-animationen – selv Johnsons kække, karakteristiske løft med øjenbrynet gengives af Maui, hvis tøende venskab med Vaiana er det stærke, emotionelle holdepunkt, der suger os helt ind i filmens billedskønne odyssé. De garvede animationskonger John Musker og Ron Clements ("Aladdin", "Den lille havfrue") har begået endnu en perle og en aldeles aktuel, festlig og endda bevægende cadeau til personlig frigørelse og vores overdådige, men også skrøbelige natur.

Se også: Moovy TV møder instruktørerne bag "Vaiana", "Den lille havfrue" og "Aladdin"!