Anmeldelse: Wendy
Ny Peter Pan-fortolkning kan ikke flyve væk fra at være en form for kopi af "Hushpuppy".
Magisk realisme bruges og er blevet brugt i mange variationer. Et hardcore socialrealistisk drama kan indeholde glimt af undergenren. Et eventyr kan blande virkelighed og fantasi sammen på en original måde med Guillermo del Toros "Pans labyrint" som godt eksempel. Vi befinder os i et realistisk univers, men magien ligger lige under overfladen, selvom det kun er symbolsk. Benh Zeitlins "Wendy" vil gerne være både socialrealisme og magisk realisme, men desværre lykkes det kun halvvejs.
Den lille pige Wendy og hendes tvillingebrødre lever et liv med svære kår. Søskendeflokken søger efter en mere skøn verden at leve i. En dag hører de om en ønskeø, hvor drengen Peter lever, og hvor man aldrig bliver voksen. De tre børn stikker af hjemmefra for at finde det skønne paradis, men rejsen dertil er fuld af fare. Undervejs udvikler de tre børn sig på måder, de ikke lige havde forudset.
Historien om Peter Pan er blevet filmatiseret mange gange op gennem filmhistorien. Karakteren optrådte første gang i 1902 i "The Little White Bird", som var skrevet af J. M. Barrie og blev betegnet som en bog for voksne, mens Peter Pan selv er blevet til en kendt karakter i børnefiktion. Disney lavede deres kendte animationsfilm i 1953, Steven Spielberg fortolkede eventyret i "Hook" fra 1991, og senest har vi set oprindelseshistorien i Joe Wrights "Pan". I "Wendy" giver Benh Zeitlin sit bud på historien, men set fra pigen Wendys synsvinkel.
Zeitlin opnåede stor anerkendelse og Oscar-nomineringer med "Beasts of the Southern Wild" – eller "Hushpuppy", som den hed på dansk. Den amerikanske instruktør har ledt længe efter sit næste projekt, og efter otte år faldt valget på en nyfortolkning af eventyret om drengen, der aldrig bliver voksen. Ligesom med Zeitlins Oscar-nominerede film fra 2012 er "Wendy" et socialrealistisk eventyr, hvor virkelighedsflugt er en vigtig del af børns hverdag.
Filmens visuelle udtryk er på et større barometer end "Hushpuppy". Scenerne omkring ønskeøen med en brusende vulkan er bjergtagende, og lydsiden er på højde med Christophers Nolans aktuelle "Tenet". Alle børnene spiller med realistisk troværdighed, og man føler med dem på deres rejse. Den magiske realisme brænder igennem i storslåede scener, som man virkelig må tage hatten af for. Der sker rigtig fine ting på lærredet, som fungerer rigtig godt. Problemet ligger i, at har man set Zeitlins første film, så har man set det hele før. "Wendy" virker som en efterfølger til "Hushpuppy", og selvom budgettet er det større, er der ikke meget nyt under solen. Filmen vil rigtig gerne fortælle sit publikum, hvor og hvad der skal føles, og det bliver anmassende. Man ønsker næsten, at man kunne flyve væk fra de manipulerende scener.
"Wendy" er en flot fortælling om virkelighedsflugt fra en barsk hverdag, som mange børn lever i – blandet med magisk realisme. Instruktør Benh Zeitlin og hans fotograf har skabt utroligt smukke billeder, som man suges helt ind i. Alle de unge skuespillere, som er amatører ligesom Quvenzhané Wallis i "Hushpuppy", gør det rigtig godt, og man tror på dem. Desværre kan filmen ikke løbe fra at være en form for kopi af "Hushpuppy". Zeitlin har haft flere penge mellem hænderne, men har skabt den samme film igen. Elementerne er på plads, hvis man kunne lide den Oscar-nominerede instruktørs første eventyr. Faldt man fra filmen fra 2012, kan "Wendy" springes over og publikum flyve over til et andet filmunivers.