Brugeranmeldelse: The Passion of the Christ (2004)

Gibson har valgt at fokusere ekstra meget på torturen og selve korsfæstelsen, hvor nærmest intet blot antydes.

Selvom jeg ikke er troende, må jeg erkende, at Mel Gibsons fortælling om Jesus' lidelse – både som anakronisme om menneskehedens grusomhed og behovet for tilgivelse, men også som ren overnaturlig fortælling – er en gribende, smuk og rørende film, selv i de mest udpenslede og frygteligste voldsscener, som der er en del af.

Håndværket er vitterligt godt, og sine steder må det betegnes som æstetisk filmkunst, som f.eks. hele den stemningsfulde og næsten skræmmende dragende indledning. Også turen igennem Jerusalems gader med kors på ryggen skal fremhæves. Det er et studie i menneskelig lidelse, men også med øjeblikke så rørende smukke og gribende, at jeg måtte fælde en tåre, som da mor Maria forsøger at hjælpe sin søn i hans afstraffelse.

Se også: Afstemning - Bedste Mel Gibson-instruerede film?

Handlingen følger efter sigende de tre beretninger, der er om Jesus' død, nedfældet af Matthæus, Johannes og Lukas, og den holder sig meget tæt på det, der står i disse evangelier. Så tæt på, at der vist ikke er mange film bygget på en bog, der kommer meget tættere på at være enslydende. Gibson har dog så valgt at fokusere ekstra meget på torturen og selve korsfæstelsen, hvor nærmest intet blot antydes.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Mange jøder har i øvrigt været fremme og kritisere filmen, som de påstår opfordrer til antisemitisme. Samt at filmen overspiller deres rolle i Jesus' død. Man kan naturligvis ikke nægte dem den følelse, selvom jeg nu ikke synes, det er helt rigtigt, da alle i filmen med få undtagelser fremstilles som intrigante. Farisæerne er gemene magtmennesker, der beskytter sig selv, og romerne er primitive sadister. Selv almindelige børn, unge, kvinder og mænd går ikke ram forbi. Alle er syndere så at sige. Også Jesus' tilhængere svigter jo fælt. Kun romernes leder, Pontius Pilatus, viser lidt eftertænksomhed, uden at han ikke er bedre end andre af Jesus' banemænd. Han handler jo udelukkende i egoismens navn.

Se også: Mel Gibson og Jim Caviezel genforenes på "The Passion of The Christ 2"

På skuespillersiden er filmen godt og effektivt castet uden at have nogen store stjerner. Jim Caviezel er fremragende som Jesus og spiller rollen med stor indlevelse og overbevisning. Men også andre gør det godt, uden at de fleste egentlig gør ret meget. I rollen som satan, der lusker rundt og håber på, at Jesus' mission ikke lykkes, og at han forsager Gud, ses den kvindelige italienske skuespiller Rosalinda Celentano, og hun formår med få replikker og en enkel mimik at gøre rollen både sært dragende og uhyggelig. Det gør hun mesterligt i en tvetydig og tvekønnet rolle, der formår at gøre satan nøjagtigt så forførerisk og mystisk frastødende, som jeg i hvert fald forventer, satan skal være.

Teknisk er filmen flot lavet for billige penge. Den har tætte stemningsmættede billeder, historien fortælles godt, scenografien på de få locations er god, og musikken af John Debney er virkningsfuld og gribende. Jeg blev som sagt betaget af dramaet, den menneskelige lidelse og den ondskab og de overgreb, vi er vidne til, også selvom de måske nok er urealistiske. Jesus får i hvert fald flere tæsk, end man helt kan tro på, at noget menneske ville overleve, før han korsfæstes (det kan naturligvis måske forklares med, at vi skal opfatte ham som Guds søn). Voldshandlingerne er så til gengæld så direkte og ubehagelige, at det nok er det tætteste vi kommer på selv at mærke smerten, mens vi sidder trygt og ser filmen.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.