Eddie Murphy gør comeback som Axel Foley i "Beverly Hills Cop 4" fra Netflix

Næste film om den charmerende cop får premiere på Netflix og skal produceres af Jerry Bruckheimer.

Eddie Murphy er klar til igen at påtage sig rollen som den rapkæftede politibetjent Axel Foley i en ny omgang "Beverly Hills Cop" – eller "Frækkere end politiet tillader" på dansk.

Denne gang bliver det dog på tv-skærmen, at Foley skal slå sine folder, eftersom Netflix har sikret sig rettighederne til den nye film, hvor også super-produceren Jerry Bruckheimer er tilbage som på de to første "Beverly Hills Cop"-film fra 1984 og 1987.

Sidst Eddie Murphy kunne opleves som Axel Foley i biograferne var i den udskældte "Beverly Hills Cop III" fra 1994, men nu er den 58-årige komedielegende altså klar til at gøre comeback i rollen som smart betjent. 

Se også: Brugeranmeldelse: Beverly Hills Cop

Murphy er i det hele taget for alvor kommet i vælten igen efter sin flotte præstation som blaxploitation-legenden Rudy Ray Moore i det roste komediedrama "Dolemite Is My Name", der også er en Netflix-produktion.

Ydermere vender komikeren tilbage til endnu en af sine ikoniske roller fra 1980'erne. Det sker, når Murphy igen skal give den som Akeem i "Coming 2 America", der efter planen får premiere næste år, og som er en opfølger til komedie-hittet "Coming to America".

Den nye "Beverly Hills Cop"-fortsættelse har dog endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

Eddie Murphy gør comeback som Axel Foley i "Beverly Hills Cop 4" fra Netflix

  • ★★★★★0

    Jeg ville normalt ikke have de store forventninger til dette fjerde kapitel i "Beverly Hills Cop" serien. Men efter at have set Eddie Murphy tilbage i absolut topform i "Dolemite Is My Name", er jeg klart positivt stemt for at se ham tilbage i rollen som Axel Foley.

    NightHawk15-11-19 15:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen