Ethan Hawke og "Sinister"-instruktør genforenes på nyt gyserprojekt

Optagelserne til Scott Derricksons "The Black Phone" går i gang i februar.

Tilbage i november dykkede Moovy ned i skabelsen af gyserfilmen "Sinister" i en række temaartikler, efter at et britisk studie havde slået fast, at den var "den mest uhyggelige film nogensinde".

I filmen spiller Ethan Hawke en forfatter, der flytter ind i et hus, hvor der er blevet begået en forfærdelig forbrydelse. Og imens han efterforsker sagen, begynder onde kræfter, inklusive den gruopvækkende dæmon Bughuul, at terrorisere forfatteren og hans familie.

I vores interview med filmens instruktør, Scott Derrickson, afslørede filmmageren, at Hawke oprindeligt var skeptisk ved at skulle medvirke i en horrorfilm. Men d'herrer nød tydeligvis deres samarbejde på den gruopvækkende gyser, for Deadline rapporterer, at de snart slår pjalterne sammen igen.

Læs også: Ethan Hawke spiller skurken i Marvel-serien "Moon Knight"

Som vi rapporterede for et par måneder siden, så skal Derrickson lave gyseren "The Black Phone", der produceres af filmselskabet Blumhouse, der netop producerede "Sinister" samt andre horror-hits som "Get Out" og "The Invisible Man".

Og Ethan Hawke skal altså medvirke i filmen, som er baseret på Joe Hills novelle af samme navn. Hill er søn af selveste Stephen King og har tidligere bl.a. skrevet gysertegneserien "Locke & Key", som for nylig blev til en succesfuld Netflix-serie.

At dømme ud fra den officielle synopsis bliver "The Black Phone" en ret unik film, idet den handler om en død filmnørd i 1945, som hjemsøger en biograf; en ensom og "oppustelig" dreng; en fyr ved navn Francis, som er blevet forvandlet til en 2,5 meter høj græshoppe; og en dreng, som er indespærret i en blodig kælder, hvor en gammel telefon ringer hver nat og overdrager beskeder fra de dødes rige. Javel ja.

Optagelserne til "The Black Phone" går i gang i næste måned i den amerikanske delstat North Carolina. Således går vi ud fra, at filmen udkommer senere i år.

Kommentarer

Ethan Hawke og "Sinister"-instruktør genforenes på nyt gyserprojekt

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen