Ewan McGregor skal genopdage barndomsvennen Peter Plys i "Christopher Robin"
"Fargo"-aktuelle Ewan McGregor har landet titelrollen i filmen "Christopher Robin", hvor han får brug for den store forestillingsevne i stil med sin karakter i "Big Fish".
Filmen handler netop om Peter Plys' menneskeven Christopher Robin (kendt som Jakob i dansk sammenhæng), der har gennemgået aldringens konsekvenser og mistet sin fantasi og dermed evnen til at komme i kontakt med Plys, Grisling, Ninka Ninus og alle de andre dyr i Hundredemeterskoven.
Præmissen lyder en hel del som Steven Spielbergs "Hook" fra 1991, hvor Robin Williams som middelaldrende Peter Pan skulle genfinde sit indre barn for at klare sig igennem gensynet med Kaptajn Klo og Ønskeøen. I "Christopher Robin" skal man tilsvarende forvente spillevende udgaver af de højtelskede dyr med Peter Plys i spidsen.
Marc Forster instruerer "Christopher Robin", og han har pudsigt nok erfaring med Peter Pan, da han tilbage i 2004 lavede den fine "Finding Neverland" med Johnny Depp som karakterens skaber, J.M. Barrie.
Den opfindsomme skaber bag Peter Plys, A.A. Milne, skal ikke føle sig snydt. Udover "Christopher Robin", hvis navn er taget fra forfatterens eget barn, er projektet "Goodbye Christopher Robin" nemlig i fuld gang. Domhnall Gleeson og Margot Robbie er på rollelisten, og der vil være tale om en mere klassisk biografisk film om A.A. Milnes og sønnen Robins tackling af den store eksponering ovenpå succesen med Peter Plys.