Mark Hamill siger farvel til "Star Wars" i rørende brev

Skuespilleren, der har været en uforglemmelig del af den storslåede Skywalker-saga i over 40 år, takker af.

Mark Hamill har via Twitter markeret afslutningen på en gylden æra ved at forfatte et dybfølt brev til alverdens "Star Wars"-fans. Det sker i erkendelse af, at den overordnede Skywalker-saga med "Star Wars: The Rise of Skywalker" er tilendebragt, hvorfor Mark Hamills rolle i sci-fi-sagaen nu endegyldigt er udspillet.

Manden, der første gang tog verden med storm i rollen som den unge Luke Skywalker i den originale "Star Wars" tilbage i 1977, lægger i det dybfølte brev ud med at skrive: "Sikke en ekstraordinær rejse det har været".

Hverken Hamill eller andre kunne i sin tid forudsige, hvilket gigantisk megahit George Lucas ville skabe, og resten er som bekendt historie. Og Hamill forsætter: "Jeg er dybt taknemmelig over jeres fortsatte entusiasme og hengivenhed til Georges fjerne galakse, der fortsat vil vokse med nye historiefortællere, som vil bygge et endnu større galleri fyldt med helte, skurke, action, romantik og så selvfølgelig Kraften. Må Kraften være med jer... altid", afslutter den 68-årige legende. 

Tiden må vise, præcis hvad "Star Wars"-fans kan forvente af nye eventyr i biograferne, men indtil videre er der masser af nye historier på vej til Disney+. Ud over den igangværende serie "The Mandalorian" er der også en Obi-Wan Kenobi-serie i støbeskeen samt en serie om Cassian Andor fra "Rogue One: A Star Wars Story".

Kommentarer

Mark Hamill siger farvel til "Star Wars" i rørende brev

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen