Ole Bornedal starter optagelser på autentisk dansk 2. verdenskrigsdrama

"Skyggen i mit øje" fortæller den tragiske historie om bombningen af Den Franske Skole i København i besættelsens sidste år.

Ole Bornedal har startet optagelserne på "Skyggen i mit øje" om den store tragedie, der ramte Danmark under besættelsen i marts 1945 – den katastrofale bombning af Den Franske Skole i København.

De britiske Royal Air Forces angreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København fik fatale konsekvenser, da et af bombeflyene styrtede ned ved Den Franske Skole, og de efterfølgende fly dermed troede, at skolen var målet.

104 personer blev dræbt ved skolen – 86 af disse var børn. Filmen fortæller om den skæbnesvangre begivenhed oplevet gennem børnene og nonnerne på Den Franske Skole, de unge indespærrende frihedskæmpere i Shellhuset og de britiske piloter.

En fortælling om forundringen over krigens bizarre væsen og Guds manglende nærvær

Ole Bornedal udtaler i en pressemeddelelse: "Jeg har tænkt på denne film i mange år og opdagede, at den eneste mulige måde, jeg kunne lave filmen på, var ved at se den gennem børnene og de purunge menneskers øjne. At lave en fortælling om forundringen over krigens bizarre væsen og Guds manglende nærvær. Katastrofen omkring Den Franske Skole er måske den største, der i nyere tid har ramt dette land, og minder os om igen, hvordan det altid er barnet, som bliver det første og det sidste offer for de voksnes galskab."

I filmen skildres børnene Henry, Eva, Rigmor og Greta og deres familier, nonnen Teresa (Fanny Bornedal), den danske HIPO-mand Frederik (Alex Høgh Andersen), de britiske piloter Peter (Alban Lendorf) og Andy (James Tarpey) samt to tilfangetagne frihedskæmpere spillet af Jens Sætter-Lassen og Joen Højerslev. Børnenes forældre spilles af blandt andre Danica Curcic, Mads Riisom, Kristian Ibler og Malene Beltoft.

"Skyggen i mit øje" forventes at få biografpremiere mod slutningen af 2020.

Se også: BEdste film/serie af Ole Bornedal?

Kommentarer

Ole Bornedal starter optagelser på autentisk dansk 2. verdenskrigsdrama

  • ★★★★0

    Fedt.  Gad vide om det så er Christmas Møller, som skal portrætteres som værende skør denne gang?

    Bruce14-11-19 17:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen