Sci-fi-kultfilmen "Gattaca" bliver til en tv-serie

Andrew Niccols dystopiske film handler om en nær fremtid, hvor genmanipulation er udbredt, og menneskelige brister er tabu.

Ligesom mange andre science fiction-perler skuffede "Gattaca" (1997) ved billetlugerne, før den oparbejdede en stor fanskare og blev revurderet af mange kritikere, efter at den udkom i hjemmebiografen.

Filmen blev både instrueret og udtænkt af Andrew Niccol – manden, der også skrev "The Truman Show" og eftertænksomme sci-fi-film som "S1m0ne" og "Anon".

"Gattaca" skildrer en fremtidsverden, hvor mennesker bliver genetisk optimeret efter fødslen. Ethan Hawke spiller Vincent – et ganske "almindeligt" menneske, der dyster mod sine overlegne medmennesker i kampen om at blive astronaut, alt imens han holder sin tabubelagte og ildesete fejlbarlighed hemmelig.

Og selvom "Gattaca" altså blot indtjente 12 mio. dollars på verdensplan – blot en tredjedel af sit budget – så har filmen så mange tilhængere hos selskabet Showtime, at de nu søsætter en tv-serie baseret på filmen.

Læs også: 80er-klassikeren "Field of Dreams" bliver til en tv-serie

Det skriver The Hollywood Reporter, som samtidigt rapporterer, at den Emmy-belønnede producerduo Howard Gordon og Alex Gansa ("24 timer", "Homeland") skruer "Gattaca"-serien sammen.

D'herrer samarbejder på projektet med manuskriptforfatteren Craig Borten, som blev Oscar-nomineret for sit manus til dramaet "Dallas Buyers Club". Hverken Andrew Niccol eller det oprindelige cast (som ud over Hawke bød på navne som Uma Thurman og Jude Law) er tilsyneladende involveret i projektet.

Showtime håber, at "Gattaca"-serien potentielt kan kickstarte en hel franchise bestående af flere serier og film. Vi ved endnu ikke, hvornår serien går i produktion eller udkommer.

Kommentarer

Sci-fi-kultfilmen "Gattaca" bliver til en tv-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen