Hæslig og hæslig - personligt har jeg den som nummer 5 ud af de 12 Star Wars film, der er lavet.

"Star Wars"-fan opgraderer den hæslige "Holiday Special" til 4K
Nu kan du opleve det intergalaktiske makværk, der gav George Lucas og alle os andre mareridt, i en hidtil uset høj "kvalitet"...
Stort set samtlige "Star Wars"-fans får nervøse trækninger, når talen falder på "The Star Wars Holiday Special" fra 1978.
Langt de fleste, der har set den berygtede tv-film, betegner den som et rodet makværk af intergalaktiske dimensioner – komplet med bizarre musicalnumre og særegne gæsteoptrædener af eksempelvis rockgruppen Jefferson Starship.
End ikke castet fra den originale "Star Wars"-film, som året før havde blæst filmbranchen omkuld, stod til at redde det fejlslagne projekt, der byggede på en idé af George Lucas himself.
Læs også: Jon Favreau drømmer om at lave en ny "Star Wars Holiday Special"
Nu har en ihærdig "Star Wars"-fan-og YouTuber ved navn Nick Acosta opgraderet pinlighederne til 4K, så hæslighederne står skarpere end nogensinde før. Om det møjsommelige arbejde med at forbedre det notoriske makværk tjener "The Star Wars Holiday Special" eller ej, kan du bedømme via nedenstående trailer.
Her får du i øvrigt et glimt af dusørjægeren Boba Fett, som i "The Holiday Special" optrådte for allerførste gang i en animeret sekvens – to år før karakterens egentlige debut på det store lærred i "Imperiet slår igen".
Den mandalorianske fan-favorit vender desuden snart tilbage i serien "The Book of Boba Fett", der får premiere på Disney+ den 29. december.