Erstat "Titanic" med "Battleship", og så har Johan ham nemt slået!

"Titanic"-megafan har 1.560 eksemplarer af den på VHS – og går efter millionen
I beliiiiieeeve that the VHS collection does go ooooonnn...
Mange af os troede nok, at VHS-formatet ville gå i glemmebogen efter dvd-mediets ankomst i slut-90'erne.
Men selvom man nu kan se film i vanvittigt høj kvalitet i hjemmebiografen takket være streaming, Blu-ray og 4K UHD-skiver, så er VHS-bånd blevet ekstremt populære igen. Det er lige knap et år siden, at vi skrev om et VHS-eksemplar af "Tilbage til fremtiden", der blev solgt for over 500.000 kroner!
Men VHS-entusiasten JD, som Variety har talt med, er ikke interesseret i at eje blot ét eksemplar af sin yndlingsfilm, "Titanic", på videobånd. Han er simpelthen på jagt efter én million kopier.
Læs også: Nu kan du overnatte i verdens sidste Blockbuster-butik
JD arbejder som filmklipper og bor i Florida, og han er blevet så kendt for sin passion for "Titanic" (og særligt VHS-eksemplarer af James Camerons Oscar-sluger), bl.a. takket være TikTok, at han har modtaget godt 1.000 VHS-kopier af "Titanic" med posten fra sine følgere.
300 af videobåndene har JD selv fundet på alskens loppemarkeder og i diverse antikvariater.
JD så "Titanic" i biografen i 1997 som 6-årig, og han blev øjeblikkeligt en kæmpefan. Og det er et lille årti siden, at han begyndte at opbygge sit ejendommelige VHS-bibliotek.
JD's hjem, som I kan se flere billeder af herunder, rummer også en særpræget dukkeudgave af Jack Dawson, der i filmen blev spillet af Leonardo DiCaprio, en måtte prydet af ankre, en gammel redningsvest og tilmed et stykke af en ægte stol fra det gamle skib.
"De har trykt 25 millioner eksemplarer af filmen på VHS," fastslår JD, "så jeg går efter millionen. Så mange tror jeg godt, jeg kan finde."
JD forudser naturligvis, at han snarligt bliver nødt til at flytte en del af samlingen ind i sit soveværelse. Måske han snart får brug for et ekstra hjem?