Uden at have set de to andre så må “Den skyldige” være det oplagte bud, især når nu den allerede har vundet priser og roser i USA.
Tre film dyster om at blive årets danske Oscar-kandidat
Det Danske Filminstitut har i dag udvalgt de tre film, der konkurrerer om at blive indstillet til en nominering i "Best Foreign Language Film"-kategorien.
Det bliver enten thrilleren "Den skyldige", Bille Augusts "Lykke-Per" eller årets helt store Robert-vinder, "Vinterbrødre", der skal bejle om en Oscar-nominering i forbindelse med næste års uddeling i Hollywood.
Se også: Moovy TV – interview med duoen bag den danske thriller "Den skyldige"
Den 20. september mødes den danske Oscar-komité, som består af repræsentanter fra filmbranchen og Det Danske Filminstitut, og beslutter, hvilken af de tre film, der skal med i Oscar-kapløbet.
Skal Bille vinde igen - 30 år efter?
Kort før jul offentliggøres så de ni udenlandske film, der stadig er med i Oscar-ræset, og 22. januar 2019 offentliggøres de fem film, som vitterligt bliver Oscar-nomineret. Vinderen udpeges naturligvis under selve showet 24. februar næste år.
"Vinterbrødre" solgte blot 10.000 billetter herhjemme, men den blev rost af kritikerne og belønnet med hele ni Robert-priser tidligere i år.
Gustav Möllers "Den skyldige", hvori Jakob Cedergren spiller en politibetjent på en alarmcentral, har solgt cirka 140.000 billetter og har allerede vundet en international filmpris under årets Sundance-filmfestival.
Bille Augusts "Lykke-Per" får biografpremiere 30. august og er baseret på Henrik Pontoppidans populære roman fra 1898. August har tidligere vundet en Oscar for "Pelle Erobreren" i 1989.