Podcast: Anmeldelser: Napoleon, Priscilla, The Crown, Invincible, Bottoms & Fargo

Alt for lang tid er der gået, men nu vender Moovy Podcast tilbage med anmeldelser af en Coppola-instrueret A24-film, animerede superhelte, Joaquin Phoenix som krigskejser, en sexkomedie og lidt royal sæbeopera!

Tre måneder er passeret, siden Moovy Podcast sidst anmeldte aktuelle titler – men tro os: vi har savnet det lige så meget som jer.

De forgangne uger er gået med en episk rangering af David Finchers mange mesterværker med hjælp fra Stine Teglgaard såvel som et Top-10-afsnit om Martin Scorseses bedste film og et spændende spotlight på "Face/Off" med Moovys egen Jarl Mengers Andersen.

Nu er dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, klar til at kigge på en ny række aktuelle titler for at se, om de kan leve op til 2023's ret så høje standard.

De kommer blandt andet til at kaste rampelyset på "Priscilla", fortællingen om kvinden bag Elvis, og om de mange problemer, der kan komme med sådan et ægteskab. Instruktøren er Sofia Coppola, som Moovy Podcast dedikerede tid til tidligere på året, og hun er muligvis den perfekte til at fortælle lige netop denne historie.

HØR OGSÅ: VÆRST TIL BEDST: DAVID FINCHER M. STINE TEGLGAARD

Joaquin Phoenix indtager rollen som en anden virkelig legende – nemlig Napoleon i Ridley Scott-filmen af samme navn. Et historisk drama fuld af krig, storhedsvanvid og humor. Men har den britiske instruktør fået nok ud af det dramatiske materiale?

Er der et tema? Det ser sådan ud, for første del af sæson 6 af "The Crown" er landet, og det betyder endnu mere prestigefyldt sæbeopera, der forsøger at behandle prinsesse Diana så respektfuldt som muligt. Men lykkes det?

På Amazon Prime kan du finde den hypede sexkomedie "Bottoms" med de unge stjerner Rachel Sennott og Ayo Edebiri, der byder på et mix af "Fight Club", "Heathers" og "American Pie". På samme platform bliver vi i voldens navn med anmelderroste "Invincible", der er vendt tilbage med første del af anden sæson.

Slutteligt ser vi den store tilbagevenden af tv-serien "Fargo", der som altid har showrunner Noah Hawley bag rettet. Selvom han har haft gang i passionsprojekter som en droppet "Star Trek"-film, synes han nu altid at vende tilbage til dette dejlige sortkomiske univers, og det er vi taknemmelige for.

0:00:00 - Velkomst + afsløring af fremtidige afsnit

0:09:58 - Anmeldelse af "Priscilla"

0:25:00 - Anmeldelser af "Fargo - sæson 5", "Invincible - sæson 2 (del 1)", "The Crown - Sæson 6 (del 1)"

0:58:24 - Anmeldelse af "Bottoms"

1:10:13 - Anmeldelse af "Napoleon"

1:27:35 - Opsummering og farvel

Tak for at lytte med!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Anmeldelser: Napoleon, Priscilla, The Crown, Invincible, Bottoms & Fargo

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen