Øv
Serien om Obi-Wan Kenobi finder ny manuskriptforfatter
Ewan McGregor vender tilbage i rollen som den legendariske Jedi-ridder i serien fra Disney+.
Joby Harold erstatter ifølge Variety Hossein Amini ("Drive") som manuskriptforfatter på serien om Obi-Wan Kenobis eventyr i tiden efter "Episode III: Sith-fyrsternes hævn".
I januar kom det frem, at serien om den ikoniske Jedi blev forsinket som følge af Star Wars-bossen Kathleen Kennedys utilfredshed med Hosseins manuskript, hvorefter han forlod projektet.
Joby Harold har udover sin nye tjans også leveret drejebogen til Zack Snyders kommende zombiefilm "Army of the Dead", og han har endvidere produceret "John Wick: Chapter 3 - Parabellum".
Den nye Star Wars-serie finder angiveligt sted otte år efter de skæbnesvangre hændelser i "Sith-fyrsternes hævn", hvor den aldrende Kenobi nu våger over galaksens nye håb, Luke Skywalker, på planeten Tatooine.
Produktionen går efter planen i gang i januar næste år, og efter sigende bliver der tale om en miniserie på fire afsnit.