Og i "The Young Indiana Jones Chronicles" var George Hall - der spillede den gamle Indy - 76 år. Crazy shit...
"Indiana Jones 5" forsinkes igen-igen
Harrison Ford vil være fyldt 80 år, når eventyret udkommer i 2022.
Femte film i Indiana Jones-franchisen får alligevel ikke premiere i juli 2021. Som så mange andre Hollywood-produktioner er eventyret om den piskesvingende arkæolog kommet i klemme som følge af Corona-pandemiens hærgen. Nu forlyder det, at Harrison Ford først vender tilbage i sin gamle glansrolle 29. juli 2022. På det tidspunkt vil den garvede superstjerne just have rundet de 80 år!
Tidligere på året kom det frem, at Steven Spielberg ikke længere skal instruere filmen, som i stedet efter sigende er lagt i hænderne på James Mangold ("Le Mans '66"). Det er således første gang, at Spielberg ikke står bag kameraet på en Indy-film, men den populære filmmager skal dog agere producer på det endnu unavngivne femte kapitel.
Se også: Harrison Ford: Der bliver ingen anden Indy end mig!
Sidst Harrison Ford gav den som den charmerende eventyrer, der overlever alt fra atombombesprængninger til møder med nazister og okkulte ledere, var i den udskældte "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" fra 2008. På det tidspunkt var Ford blot "sølle" 66 år gammel, men det bliver altså en endnu mere bedaget Indy, vi får at se på biograflærredet om over to år. Tiden må vise, i hvor høj grad den handlekraftige skatte- og skørtejæger er ældet med ynde...
Det nye eventyr har som nævnt endnu ikke fået en officiel titel, men mon ikke fans kan benytte forsinkelsen til at spekulere i mulige titler såsom "Indiana Jones og jagten på ungdommens kilde" eller "Indiana Jones og mysteriet om den nymodens teknologi"...