Officielt: "Fallout" får en sæson 2

Serien baseret på de populære videospil er på rekordtid blevet en kæmpesucces for Amazon Studios.

Det er blot halvanden uge siden, at Amazon Studios frigav 1. sæson af "Fallout" på selskabets streamingtjeneste, Prime Video. Men oven på flotte seertal og anmeldelser har Amazon allerede givet grønt lys til endnu en sæson af serien baseret på den dystopiske videospilsaga af samme navn. Det skriver Variety.

"Vi glæder os til at sprænge verden i luften igen," fastslår seriens executive producers, Jonathan Nolan og Lisa Joy, i en pressemeddelelse om den kommende sæson 2. Den kreative duo stod også bag den ligeledes dystre sci-fi-serie "Westworld".

Se også: "Fallout": Masser af kitsch og kernevåben i ny trailer til serien baseret på de populære postapokalyptiske spil

1. sæson af "Fallout" gav os otte afsnit om en dyster fremtid, hvor det meste af Jorden er blevet udryddet af destruktive atomvåben, og hvor man må bekæmpe alt fra radioaktive bæster til "Mad Max"-agtige voldsmænd for at overleve.

Og ifølge Amazon er "Fallout"-føljetonen allerede en af de tre mest sete serier nogensinde på Prime Video – og samtidigt selskabets mest sete seriesæson siden 1. sæson af "Ringenes herre: Magtringene", som udkom i 2022.

2. sæson af "Fallout" har endnu ikke fået en premieredato, men den udkommer formentlig tidligst et godt stykke inde i 2025.

Kommentarer

Officielt: "Fallout" får en sæson 2

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen