De skulle vist have udleveret potenspiller til den pressevisning kan jeg få indtryk af.
Anmeldelse: Fifty Shades of Black
Anstrengte miner, pinlig stilhed. I biografmørket er det sjældent, at panikinducerende akavethed presser et garvet publikum, såsom den danske filmpresse, ud på kanten af sæderne i mental fosterstilling. Alligevel er der et klang af déjà vu. Samme stemning sænkede sig som et kvælende tæppe ved sidste års pressevisning af den husmor-erotiske "Fifty Shades of Grey". Parodien over samme film, "Fifty Shades of Black", når samme abnormt savlende bundniveau.
Har du allerede set "Fifty Shades of Grey", er der for så vidt ingen grund til at se "Fifty Shades of Black". Selvom sidstnævnte er en spoof over førstnævnte, er det umuligt at pege på, hvilken af de to film som er mindst sjov. Rigmand/lommetyv/biltyv/ex-stripper Christian Black (spoof-kongen Marlon Wayans) er lidt af et mysterie. Udover at karrierevalgene ikke rigtigt giver mening, keder han sig gevaldigt. Måske derfor vælger han at forføre den generte universitetsstuderende Hannah (Kali Hawk) - og ikke nok med det; hun indføres i et mørkere univers, hvor piskesmæld er den gennemtrængende lyd af forbudt erotik.
Dette er en ikke-film. "Fifty Shades of Black" er en komplet intetsigende parodi over en lige så intetsigende flødebolle-erotisk og kalkuleret lægeroman for forsømte parforhold, der ikke har fantasi til selv at redde deres røvsyge sexliv og derfor må leve gennem smålumre tabooiserede prinsessedrømme. Intet formildende kan siges om de to film. Det er dog vitterligt overraskende, at parodien ikke magter at være blot en smule humoristisk - der er ellers rigeligt at tage fat i, uden at alting nødvendigvis behøver at være under bæltestedet.
Som så mange andre spoofs tager "Fifty Shades of Black" sig kærligt af flere film. Selvom smilebåndet i et nanosekund næsten når halvvejs i forsøget på at presse et overbærende smil frem over referencer til "Magic Mike" og "Whiplash", bliver der aldrig grund til at fuldbyrde tandsmilet. Spidsfindig komik har naturligvis aldrig været målsætningen, og mindre kan også gøre det. Den røde tråd bryder dog allerede fra start sammen i usammenhængende sketches og stereotypiske klichéer om sorte kønsdele; værst er dog, at filmen er så ualmindelig kedsommelig, at selv de mest absurde optrin udtømmes for saft og kraft på få sekunder.
Marlon Wayans, der trods alt var med i en af 90'ernes bedste spoofs med "Don't Be a Menace to South Central While Drinking Your Juice in the Hood" og viste et opsigtsvækkende skuespillertalent i Darren Aronofskys mesterlige "Requiem for a Dream", gør med sit gummiansigt og fysiske komik nu, hvad han kan. Og det er svært ikke at have blot en smule sympati med den 43-årige komiker, der taber en umulig kamp med filmens elendige instruktion og gennemhullede plot.
"Fifty Shades of Black" er som nyere spoofs er flest - en stinker af rang, der ovenikøbet muligvis er værre end sidste års værste film. Uanset hvor politisk ukorrekt og bevidst barnligt det hele er iscenesat, bliver det aldrig morsomt eller underholdende - tværtimod. End ikke alverdens dildoer og piske kan udfylde filmens plothuller eller vække den slappeste historie til live.