Trailer: Gru møder sin tvilling i ny gru-fuld trailer til "Grusomme mig 3"
Indtil videre har den populære animations-franchise "Grusomme mig" affødt to film plus spin-off'en "Minions" om de nuttede og gule håndlangere, der hjælper seriens egentlige hovedperson, superskurken Gru, med at fuldføre hans forbryderiske planer – alt imens han forsøger at opdrage sine tre adoptivdøtre.
Nu har Universal så frigivet en ny trailer, der kan ses herunder, til tredje kapitel i føljetonen, hvor Gru skal op imod sin hidtil sværeste modstander i skikkelse af den forhenværende barnestjerne Balthazar Bratt, der er besat af den karakter, han spillede i 80'erne.
Til at hjælpe sig får Gru denne gang følgeskab af sin tvillingebror Dru, som vi møder for første gang i den nye film, hvor Steve Carell endnu engang lægger original stemme til Gru – og sågar Dru. Desuden er blandt andre Kristen Wiig og Trey Parker på rollelisten.
"Grusomme mig 3" er instrueret af Kyle Balda og Pierre Coffin og får dansk premiere 29. juni.