Anmeldelse: Balladen om den hvide ko

Iransk drama er et medrivende indblik i benhård social kontrol.

Social kontrol som værdipolitisk bold kastes om sig i flæng. Typisk når den ene fløj lader kanonen med fordomme af værste skuffe. Eller når dén i direkte opposition velmenende tysser de egentlige problemer ned som racisme. Sammenlagt og for øjeblikket reduceret til trættende valgflæsk og ikke mindst blottet for nuancer. Iranske "Balladen om den hvide ko" er ud fra dét afsæt et medrivende autentisk og udfordrende indblik i fænomenet.

Minas liv vendes på hovedet, da staten oplyser, at hendes mand var uskyldig i den forbrydelse, han blev henrettet for året forinden.Da myndighederne i Teheran forsøger at lukke sagen med en overfladisk undskyldning og lille økonomisk kompensation, beslutter hun sig for at stille retssystemet til ansvar. Da Mina er ved at løbe tør for både håb og penge i den ulige kamp, banker Reza på. En vidt fremmed mand, der insisterer på at tilbagebetale en gæld, som han skylder hendes afdøde mand. Langsomt får Mina tillid til Reza og lukker ham mere og mere ind i sit og datterens liv. Hvad Mina ikke ved, er at Reza bærer på en hemmelighed, der binder deres skæbner sammen.

Koen er et helligt symbol i Islam. Som hvid ville den skille sig ud fra flokken. I "Balladen om den hvide ko" står den midt i en fængselsgård, i hvad der bedst kan beskrives som drømmende mellemstykker. Omringet af kampklædte betjente, der står på spring for at slå den til jorden. Illustrationen af dét spændingsfelt er et sigende portræt af den sociale kontrol og de mikroaggressioner, Mina som hvid ko og individ er underlagt og møder. Det er også de billeder, der gør fortællingen mindeværdig.  

  

Man skal passe på, hvad man siger i Teheran, især som alenemor. Minas status som enke efter en kriminel – uanset om manden senere blev erklæret uskyldig – anses ikke givende for samfundet, lokalmiljøet eller familiens ry. Faktisk er det dårlig skik at kræve, at myndighederne officielt vedkender sig deres skyld, samt ikke at blive gift i en fart. Instruktør-ægteparret Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha (førstnævnte spiller også hovedrollen) italesætter den overvældende sociale kontrol. Alligevel er det som om, at kritikken ikke tør at gå fuldbyrdet i flæsket på systemet.

Ikke at dét er uforståeligt, tegner "Balladen om den hvide ko" et retvisende billede af de iranske myndigheder. Forsigtigt stikkes til landets dagsorden, forklædt som Minas personlige tragedie, snarere end en egentlig politisk kommentar. Grebet rækker muligvis længere ud på et menneskeligt plan og rammer publikum stærkere lokalt i Iran. Problematikken er langt mere synlig dér. Set udefra er dramaet i sig selv effektivt, men også konstrueret. For mange tråde bindes lige bekvemmeligt nok sammen til, at Minas kafkaske færd rundt i bureaukratiet og det sociale kontrols tavse tyranni har den afgørende pondus, at forurettet vrede mod stat og samfund vækkes for alvor. 

  

Instruktørparret Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha puffer til de iranske myndigheder med "Balladen om den hvide ko" som filmisk debatindlæg, men ikke som forsidestof. Som mellemøstligt drama har filmen sikkert en særlig stemme lokalt. Effektive skift mellem surrealistiske sekvenser og menneskeligt drama kan som stille systemkritik bestemt et eller andet. Om potentialet som forandrende opråb er til stede kan jeg have mine tvivl om.