Anmeldelse: Kalak
Filmatisering af Kim Leines debutroman indkapsler misbrugsforhold sjæleligt smukt, smerteligt og selvdestruktivt.
Forholdet mellem Danmark og Grønland er et af de historiske kapitler, de nok fleste danskere helst holder sig fra at tænke for meget over. Selvopfattelsen som den nation, der var blandt de første til at opløse slaveri, står i kontrast til den måde, grønlændere er blevet behandlet på og anset som koloni under Kongeriget Danmark. Det postkoloniale er et element i filmatiseringen af "Kalak", der underbygger temaerne om overgreb og grænseløs adfærd i dansk-norske Kim Leines erindrings- og debutroman.
Vi skal heller ikke mange sekunder ind i filmen, før Jan (Emil Johnsen) udsættes for et seksuelt overgreb af sin far (modbydeligt godt spillet af Søren Hellerup). Jan uddannes som sygeplejerske og flygter fra København til Grønland, uden at se sig tilbage. Udadtil mild og konfliktsky, bosat ved filmens begyndelse i Nuuk med sin mere end overskudsagtige kone (Asta Kamma August) og deres børn. Jan har dog svært ved at slippe traumerne og vælter sig i druk og grønlandske kvinder. Og som sygeplejerske tager den ene deroute den anden, når man har adgang til medicinskabet.
Den svensk-danske Isabella Eklöf gjorde sig bemærket med den stærke "Holiday" tilbage i 2018, der høstede fire Bodil-priser – heriblandt for Bedste film og Bedste kvindelige hovedrolle til Victoria Carmen Sonne ("Usynligt hjerte"). Som i sin debutfilm, holder Eklöf sig ikke tilbage med et portræt af mennesker på kanten. I "Kalak" indkapsles det posttraumatiske smukt, smerteligt og selvdestruktivt, med lige dele rå og humanistisk sans for ødelagte eksistenser.
Grænseløshedens beruselse og virkelighedsflugt er sjældent set så medrivende, og dog så fintfølende. Karaktererne fremstilles aldrig som klynkende ofre. Mindst af alt vores hovedperson. Nuanceret og uden nem filmisk moralisering, trækkes vi bag kulissen i et miks af erindringsstrømme og dybt troværdige psykologiske portrætter af mennesker, der kæmper med livet. Jan, Kim Leines alter ego og fantastisk spillet af Emil Johnsen, flyder retningsløst rundt mellem Grønlands bygder i en valium-døs, hvor alt der kan misbruges, bliver det.
Det mærkes, at Leine selv har arbejdet tæt med Eklöf og manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen. Set ud fra det mesterlige slutresultat, synes den kreative synergien at have fungeret noget nær perfekt. Med sin helt særlige glidende og nænsomme sans med at holde sig fra ikke at kaste et fordømmende blik på Jan, sine kollegaer eller de lokale grønlænderes verden, skabes et distanceret og dog poetisk sanseligt rum af fotograf Nadim Carlsens æstetiske og intime virkelighedsbilleder. Lys møder mørke, når Grønlands smukke natur spejles i Nuuks brune bodegaer, hvor fordrukne lokale druknes i Safri Duos rytmer og efterlader et ekko af en kultur forvasket af danskhed. Traditioner møder socialrealisme, når dobbelthederne åbner døren på klem for et barsk postkolonial indblik i sammenbruddet af en nations vaklende identitet. Grønlands overgreb spejles i Jans. Især, når hans far i pinagtige sekvenser mageligt retfærdiggør sin pædofili og incestiøse overgreb, siddende overfor sin egen søn. Løsrivelsen fra faderskikkelsen skal Jan modnes til. Måske som Grønland og Danmark også skal.
"Kalak" er ikke alene en fremragende filmatisering af Kim Leine roman af samme navn, men også et intelligent og elegant skrevet drama om splittelse, tilhørs- og afhængighedsforhold. Instruktør Isabella Eklöf rammer en helt særlig nerve i skildringen af misbrugsforhold mennesker imellem, men også i et overordnet samfundskritisk og postkolonialt lag om forholdet mellem Danmark og Grønland.
"Kalak" har dansk biografpremiere 7. marts.