Anmeldelse: Bright Lights (HBO Nordic)

Selv nyhedsstrømmen i Danmark røg ind i en sluse, da det i julen tikkede ind fra Englenes By, at showbiz-dronningen Debbie Reynolds' hjerte var gået i stå – dagen efter at hendes (ligeledes verdensberømte) datter Carrie Fischers gav op. Det var en nyhed, de fleste kunne sætte i perspektiv, hvad enten man var af den ene eller den anden generation. Og det var en nyhed, der fyldte én med en underlig blanding af tristhed og lettelse.

Præcis denne blanding af følelser efterlades man med efter at have set "Bright Lights". En dokumentar om "Star Wars"-heltinden og hendes Hollywood-mor, der med skræmmende timing nu har fået premiere på HBO Nordic. Filmen er en lavmælt flue-på-væggen dokumentar, der egentlig bare følger de to skuespillerinder i nogle måneder, mens arkivoptagelser effektivt minder os om, hvor stor en arv, de hver især efterlod på det store lærred.

Vi skal ikke mange minutter ind, før det står lysende klart, at der er et tydeligt bånd imellem de to. Fra første scene føles det, som om de er tættere på hinanden end nogen anden. Sågar fysisk – de bor side om side, hvilket kun bliver mere interessant, når man ser, hvor forskelligt de agerer. Mor og datter stritter i det hele taget i hver deres retning på rigtig mange områder, men vi er aldrig i tvivl om, at hvis den ene stiller sig under bruseren, bliver den anden våd.

Det er et sjældent intimt indblik af to gigantiske berømtheder, som vi her får. Det er i sig selv imponerende, at producenterne har fået så ufiltreret adgang til så rendyrket Hollywood-adel. Vi ser bl.a. Carrie Fischer up close sidde ved sengekanten af sin dødssyge far (hit-sangeren Eddie Fischer) i noget, der minder om en farvel-seance. Der er ingen gardiner her. Selv den evigt strålende Debbie Reynolds, som måske nok har et veltrænet scene-smil at støtte sig til, er dejlig umiddelbar i sine udtalelser til kameraet og holder sig ikke tilbage i en alder af 84 år.

Det hele rundes bemærkelsesværdigt godt af med en virkelig bevægende sidste akt, hvor Reynolds skal modtage den prestigefyldte ærespris fra Screen Actor's Guild. Med en perfekt tretrinsraket af optagelser før, under og efter prisuddelingen får instruktørerne pludselig flere stærke pointer igennem – bedre end de fleste dramafilm formår – om eksistens og familiens bånd. En på én gang hamrende trist og alligevel opløftende afslutning – ligesom det var tilfældet med afslutningen på deres liv.

Selv hvis du aldrig har vugget i takt med de gule regnfrakker i "Singin' in the Rain" eller stirret dig blind på Prinsesse Leias bronze-bikini, så er der stadig noget at komme efter i "Bright Lights". Det er et meget åbenhjertigt og ofte morsomt portræt af to brancheikoner, der tilsyneladende var uadskillelige. Med deres simultane dødsfald i baghovedet løftes denne dokumentar således op til at være genstand for uundgåelig fascination såvel som et godt – omend ufrivilligt – mindesmærke.