æv...

Anmeldelse: Candyman (2021)
"Candyman" er på mange måder en dræbende trist og uforløst gyser, der ikke opfylder potentialet som direkte opfølger til kultklassikeren af samme navn.
Racisme-temaer er i en lang række amerikanske gysere for øjeblikket mere reglen end undtagelsen. Timingen for Jordan Peeles debutfilm "Get Out" ramte tilbage i 2017 plet som regulær blockbuster-overraskelse og banede vejen kommercielt for undergenren Black Horror. Peele skal dog ikke have æren for at opfinde genren eller socialt bevidste gyserfilm for den sags skyld. Én af de film, som inspirerede den amerikanske komiker og filmskaber, er kultklassikeren "Candyman" fra 1992, en filmatisering af Clive Barkers novelle "The Forbidden". At Peele har skrevet en direkte opfølger til den og vælger at kalde den "Candyman" understreger filmens påfaldende manglende indre og ydre logik.
Ghettoen Cabrini-Green er i gentrificeringens navn revet ned, og et nyt, dyrt boligkvarter er opstået. Billedkunstner Anthony McCoy (Yahya Abdul-Mateen II) og hans kæreste, galleridirektør Brianna Cartwright (Teyonah Parris), er rykket ind i en herskabslejlighed i det nye Cabrini. Anthony er dog gået kreativt i stå. Desperationen over ikke at slå til i Chicagos snobbede kunstverden fører ham til at efterforske myten om Candyman. En urban vandrehistorie om en brutal morder, der hjemsøgte det forhenværende boligkompleks. Det siges, at hvis man kigger ind i et spejl og siger hans navn fem gange, viser han sig bag dig og dræber dig med sin klo. Det viser sig hurtigt, at der er noget om snakken.
Præcis som Bernard Roses 90'er-klassiker bevæger Nia DaCostas opfølger sig i flere lag. Indledningsvis lover "Candyman" anno 2021 godt som slowburner i stil med sin forgænger. Men Peele vil alt for meget, og DaCosta formidler ikke tilnærmelsesvis godt nok i, hvad der ellers er et delvist vellykket miks mellem gys, slasher, komik og rækken af sociale kommentarer, der kludres sammen i sidste tredjedel.
Idéen om at genstarte en ny retning ud fra en allerede etableret franchise er blevet populær. Heriblandt med "Halloween" og det kommende "Eksorcisten"-sats. Og hvorfor ikke, når brandet allerede er kendt? "Candyman"-trilogien er dog langt fra så kendt internationalt som de førnævnte, og kun første film fra 1992 er værd at skrive hjem om. Når DaCostas udgave har til opgave at genskabe universet fra tidligere og forhastet rulle en ny original tråd ud uden at fange stemning eller dybere temaer som andet end ligegyldige opremsninger, smadres spejlet til slut som fragmenter af indimellem vellykkede sekvenser og misforstået genbrug, men mest af alt uforløst potentiale.
Første time kaster nemlig om sig med henvisninger til første film samt plottråde, der lader op til at samles på et eller andet tidspunkt. Hvilket ikke sker. Meget kan dog tilgives med den rette atmosfære og kreative mord, og dem er der nu også en del af. Nok primært for at imødekomme et ungt slasher-publikum, da de egentlig ikke har den helt store funktion i selve fortællingen, samtidig med at de langt fra er nok til at dræbe overfloden af plothuller. Ikke at det bliver bedre af, at persongalleriet, især hovedpersonen, er komplet uinteressant og umotiveret opbygget. Helt fjollet bliver det, da der tilsyneladende ikke har været bare én, men flere Candymen (!) i hver generation. Idéen er formentlig at påvise, at sortes undertrykkelse har hver sit tema. Fra slaveriet over borgerrettighedskampen og til politivold. I sig selv interessant. Men udover at omskrivningen slet ikke harmonerer med universet fra 1992 – ikke så fikst som direkte opfølger, der for at gøre forvirringen komplet hedder præcis det samme som sin forgænger – druknes de temaer i uforløste handlingstråde og til tider skæv komik. At Tony Todds ikoniske præstation som Candyman slet ikke udnyttes før ti sekunder mod slutningen – som ét af filmens få mindeværdige øjeblikke – understreger, hvor rodet en slikbutik DaCosta og Peeles afkom er.
"Candyman" er på mange måder en dræbende trist og uforløst gyser, der ikke opfylder potentialet som direkte opfølger til kultklassikeren af samme navn fra 90'erne. Med kræfter som Jordan Peele bag, og ikke mindst Clive Barkers originale forlæg, burde der være noget mere at komme efter end en jævn slasher, der misbruger enhver mulighed for at genstarte franchisen.