Anmeldelse: Cat Person
Filmatisering af kras indspark i kønsdebatten forfalder til billige tricks, trods dybe ridser i overfladen.
Kønspolitik i kølvandet på #MeToo-periode kan være et minefelt at begå sig i. Især på nettet og sociale medier, hvor hidsige skyttegravskrige folder sig ud, som var det på Vestfronten. Den lille novelle "Cat Person" af Kristen Roupenian landede på benene midt i krydsilden, og ramte tidsånden med sin fortælling om den kortvarige relation mellem en 20-årige studine og en 34-årige mand. Filmatiseringen fortsætter i samme spor.
Unge Margot (Emilia Jones) er efter en længere SMS-udveksling begyndt at date den noget ældre og socialt akavede Robert (Nicholas Braun). Men noget er ikke helt, som det skal være. Robert er ikke, som hun havde forestillet sig. Udnytter han hende ikke bare, for mænd er generelt nogle svin. Det siger hendes roomie. Og det er også det, de mange fortællinger om mænd går på. Og hvor er de katte, som Robert påstod at have, som måske er en løgnhistorie, fortalt for at lokke hende i fordærv.
Interessant nok, indledes filmen med det berømte citat fra Margaret Atwood ("The Handmaiden’s Tale") om, at "mænd er bange for, at kvinder griner af dem. Kvinder er bange for, at mænd vil så dem ihjel.". Det feministiske budskab er ikke til at tage fejl af. I "Cat Person" vendes det på hovedet som et meta-budskab om, hvad narrativer gør og hvilken indvirkning de har på fremstillinger af mænd og kvinder i kønskampen i vores samtid.
Fordi alt gennemleves bag Margots øjne og forestillinger om virkeligheden eksploderer i hendes hoved, går "Cat People" sine egne veje i forhold til virkemidler. Gyser- og thriller-elementer går i legende clinch med quirky komik og surrealistiske sekvenser. Der gøres et stort nummer ud af at understrege og ironisere over, at virkelighedsfortolkninger er subjektive og konstrueres af sprog. Hvad end det er kønsfremstillinger i film, overskrifter i medierne eller dem, postuleret af studentikose roomies. Margot er nemlig en utroværdig fortæller. Hvilket er dér, filmen for alvor bliver interessant.
For i takt med at forholdet mellem Margot og Robert eskalerer til en gyserhistorie, forbliver det uklart, hvem der egentlig er skurken. Er Robert en upålidelig og skummel mand, der ikke er opmærksom på sine signaler og handlinger? Overdøver Margots måske irrationelle frygt for Robert, at han i virkeligheden er en god fyr? "Cat Person" balancerer elegant og intelligent mellem det provokerende i stereotypiseringen af køn, uden at tage parti på noget tidspunkt. Men i portrættet af, hvordan detaljer og dynamikker kan starte en kæde af misforståelserne og forvrængninger af hvad der siges og gøres, når der læses og handles ud af kontekst. Og hvorfor reaktionsmønstrer kan ende, som det gør. Og dette samtidig med, at frygten hos Margot gøres synlig for publikum, mens dens medvirken i at blive en selvopfyldende profeti i den fremstilling af opfattelsen af mænd er en skarp detalje. Det sættes ganske vist lige nok på spidsen og grænser indimellem til ufrivillig parodi. Tredje akt især brænder alt for hurtigt igennem. Men måske vil dét netop vække genklang hos både mænd og kvinder, i en tid, hvor tonen godt kunne trænge til at blive det mindre dæmoniserende og marginaliserende.
"Cat Person" træder varsomt mellem de værste minefelter i en på mange måder betændt, men nødvendig, kønsdebat. Ved ikke at tage et specifikt standpunkt i skyder instruktør Susanna Fogel med skarpt mod alle afkroge af konfliktens anatomi, når først den optrappes og de essentielle nuancerne forsvinder.
"Cat Person" har dansk biografpremiere 2. november. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor den vises i 4K. Læs mere her.