Anmeldelse: Da Hitler stjal den lyserøde kanin
Tunge tematikker som tolerance, ytringsfrihed og flygtningeproblematikker berøres kun overfladisk, hvilket resulterer i en film, der hurtigt glemmes.
Tyske Caroline Links nye film er tematisk identisk med "Fortabt i Afrika", hendes Oscar-vinder fra 2001. Det var en kompleks film, der på sublim vis formåede at indkapsle 2. verdenskrigs gru og mange nuancer. I dag, 20 år senere, er temaet ikke blevet mindre aktuelt. Måske Link har følt behov for at understrege netop dette med "Da Hitler stjal den lyserøde kanin". Forskellen på de to film ligger i modet til at gå i kødet på problematikkens mange gråtoner. Hvor "Fortabt i Afrika" formåede at vise de menneskelige konsekvenser af livet på flugt, rammer "Da Hitler stjal den lyserøde kanin" kun delvist, hvor det gør allermest ondt.
Filmatiseringen af Judith Kerrs selvbiografiske bestseller tager sin begyndelse i 1933 kort før valget, der førte til Hitlers sejr i Tyskland. Ni-årige Anna (Riva Krymalowski) er ikke klar over, hvem Hitler er, selvom han pryder plakaterne over hele Berlin. Men da hendes far pludselig forsvinder, og hendes familie tvinges til at forlade Tyskland, begynder Anna at forstå, at manden på plakaterne er ved at ændre Europa. Familiens flugt bringer dem til blandt andet Schweiz og Frankrig, hvor Anna undervejs må lære nye sprog og skikke, mens hun må vænne sig til savnet af sine venner – heriblandt sin lyserøde kanin, som hun måtte efterlade i Berlin.
"Da Hitler stjal den lyserøde kanin" byder på tunge tematikker som tolerance, ytringsfrihed og flygtningeproblematikker. Fundamentet til det helt store drama er altså givet på forhånd. Uden at have læst bogforlægget er det svært at sige, hvad der er blevet undladt eller nedtonet i processen fra bog til film. Men noget må der være gået tabt, for trods det ellers solide fundament gør filmen ikke nævneværdigt væsen af sig. Tematikkerne berøres kun overfladisk, hvilket resulterer i en film, der hurtigt glemmes.
Links film er nu en rørende og relevant fortælling om at være på flugt og falde til i nye omgivelser. Desværre udebliver de ubehagelige scenarier, der unægtelig må have været til stede for en familie på flugt før og under 2. verdenskrig. De kulturelle forskelligheder og sprogbarrierer, der konstant spænder ben for muligheden for at falde til, kommer kun delvist til udtryk, og filmens potentiale kommer derfor aldrig helt til sin ret. Filmens vigtigste budskab må være, at ingen flygter for sjov. Dette fokus er da også dens store styrke. At flygte fra land til land uden at vide, hvad fremtiden bringer, har store konsekvenser for en selv og ens familie. Selvom budskabet ikke er til at tage fejl af, glider filmen ofte let hen over, hvordan Annas familie påvirkes af den uoverskuelige situation.
Den charmerende unge skuespiller Riva Krymalowskis præstation som Anna er der ikke en finger at sætte på. Det samme er gældende for resten af besætningen. Filmens flotte produktion og kostumer gør det let at leve sig ind i filmens præmis og univers. Alligevel er den samlede oplevelse glemt, idet biografsalen forlades. Hvilket i sidste ende må skyldes de valg, der er taget allerede på manuskriptplan, hvor de essentielle elementer, der har gjort bogen til en bestseller, enten er nedprioriteret eller bevidst valgt fra.
Heldigvis er masser af eksempler på familier, der klarede sig igennem en flugt uden større problemer, som det er tilfældet med Anna og hendes familie. I "Da Hitler stjal den lyserøde kanin" er skildringen af dette ikke interessant på film, når det betyder, at dramaet udebliver.