Anmeldelse: Enola Holmes (Netflix)

"Stranger Things"-stjernen Millie Bobby Brown er den excentriske Enola Holmes i filmen om Sherlocks lillesøster, hvor hun på godt og ondt agerer feministisk ikon.

I ventetiden mellem tredje og fjerde sæson af Netflix' gigahitserie "Stranger Things" er Millie Bobby Brown kun dukket op på skærmen én enkelt gang, nemlig i "Godzilla II: King of the Monsters". Rollen som den overnaturlige Eleven i "Stranger Things" sparkede gang i karrieren, og nostalgiserien gjorde, at hun fik sine to første Emmy-nomineringer. Nu er hun aktuel i "Enola Holmes" som den bærende skuespiller i fortællingen om superdetektiven Sherlock Holmes' lillesøster.

Enola stavet bagfra er alone. Mycroft og Sherlock efterlod Enola hos deres mor, da datteren var ganske ung, og siden da har de ikke haft meget at gøre med hinanden. Mor Sherlock var mildt sagt excentrisk, fuld af lege og gåder ligesom sine børn. En dag forsvinder hun dog, og Enola alene i verden begiver sig ud for at finde sin mor med minimal støtte fra brødrene. Undervejs finder den unge detektiv også et muligt venskab – og romance – mens et større komplot omkring moderens forsvinden og et mistænksomt mord også danner sig.

Eftersom Arthur Donan Coyles velkendte fortællinger om den konsulterende detektiv er i offentligt domæne, er der fri afbenyttelse af karaktererne. Af den årsag har vi i løbet af det sidste årti, hvis ikke mere, set mange forskellige afarter af det deduktive geni. BBC-serien med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman står manges hjerter nær, og lige modsat eksisterer tabte sager som "Sherlock Gnomes" og "Holmes & Watson". Spørgsmålet er derfor, om der er brug for flere inkarnationer af detektiven, eller om de i så fald burde være radikalt anderledes.

Med "Enola Holmes" er der gjort et forsøg på sidstnævnte. Sherlock er skubbet betydeligt til side, og Mycroft er gjort til en slags ideologisk skurk. Ikke på en tonemæssigt vederstyggelig måde, for ungdomsfilmen her er fuld af vovede eventyr, brogede venskaber og gennemsyret af en velkommen letsindighed. Den er hverken decideret barnlig eller voksen, men mere som en lidt for snaksagelig teenager med lidt for meget krudt i røven. Enola er virkelig snakkesalig, for hun bryder nemlig den fjerde væg og taler direkte til publikum. Dette stilistiske valg er både til for at levere humor, som dog aldrig helt er sjovt nok, og for at Enola kan kommentere på datidens sexistiske England. Hun ender desværre ud som en enerverende, fortyndet version af Phoebe Waller-Bridges mesterlige Fleabag. 

Sammen med birollerne, der rocker stjerner som Helena Bonham Carter, Henry Cavill og Sam Claflin, er Millie Bobby Brown langt mere overbevisende. Det er, som om hun får mere liv i sig, mere tid og lyst til at vise, hvilket feministisk ikon hun er i stedet for blot at fortælle os det. Det ses især i de roligere øjeblikke med Henry Cavill, der spiller Sherlock – den nu superbøffede superdetektiv, der ikke alene er verdensmester i hjernegymnastisk men tilsyneladende også crossfit. I sådanne situationer, såvel som hendes fine kampscener, er der ikke brug for at udpensle, at korsetter er krænkende, for her vises det gennem dialog og karakterudvikling.

Netflix' "Enola Holmes" er ikke filmen, der skyder Millie Bobby Brown ind i spillefilmlandets stjernestatus. Til gengæld er dette et fornøjeligt eventyr med en energisk ung dame, som helt sikkert vil blive populær hos nutidens yngre generation. En ung, knivskarp, kampdygtig kvinde, der løser gåder og afdækker komplotter? Elementary, my dear Watson.