Anmeldelse: Evil Dead Rise

Alle sanser påvirkes af den bloddryppende gysersagas nyeste, mesterlige kapitel.

Mor er den bedste i verden. "En drengs bedste ven er hans mor," lød det fra Norman Bates i Hitchcock-klassikeren "Psycho". Men hvad sker der, når mor pludselig vil rive ens mave op, flænge ens tarme ud på gulvet og hænge dem op som guirlander? "Evil Dead Rise" byder på én af de mest ubehagelige dæmonbesatte mødre set på film. Læg dét oveni spandevis af blod, opfindsomme mord og dyster stemning og man har en af de grummeste gysere længe. Og dét skal ses som et stort kompliment.

Ellie bor sammen med sine tre børn, Bridget, Danny og Kassie, i et faldefærdigt ejendomskompleks. En aften ankommer moster Beth for at crashe på sofaen. Da et tordenvejr bryder løs, finder sønnike Danny et gemt rum i parkeringskælderen, hvor noget rituelt er blevet begravet. Danny slipper noget løs, som absolut skulle være forblevet begravet. Og så er fanden løs i Laksegade. 

I 1981 skabte instruktør Sam Raimi og skuespiller Bruce Campbell "Evil dead". En low-budget horrorfilm, der levede højt på sine hjemmelavede effekter og charme. I 1987 genindspillede de filmen som "Evil Dead 2", dog tilsat et godt stænk sort humor, som den første film manglede. Makkerparret fortsatte i samme spor med "Army of Darkness" fem år senere, som mere var eventyr end gyserfilm. I 2013 blev originalen genindspillet af Fede Alvarez, som gik totalt bort fra den komiske tone og skabte en meget mørk og næsten satanisk gyser fuld af grufuldheder. Instruktør Lee Cronin fortsætter i Alvarez’ fodspor og går skridtet længere.

Her er ingen humor og ingen nåde. Lejligheden, som det meste af filmen udspiller sig i, forvandles til et klaustrofobisk og grotesk kammerspil. Der spares ikke på blodet. Især ikke i filmens tredje akt, hvor referencer til både Sam Raimis originale film og Stanley Kubricks "Ondskabens hotel". Lee Cronin leger med lejlighedens interiør, blandt andet dørspionen bliver en karakter i sig selv. De grufulde billeder igennem det lille hul i døren er det, som mareridt er skabt af. 

Remedier som rivejern, glasskår og nåle anvendes. Og anvendes kreativt. Peter Albrechtsen har stået bag lyddesignet til filmen og danskeren fortjener at blive rost som den første. Det er intet mindre end fremragende. Visse lydeffekter vil blive siddende i trommehinden efter biografturen. Klimakset skal nævnes her. Filmen snyder ikke sine forventningsfulde fans og leverer ét af de mest groteske skabninger længe set på film i et Lovecraftian miks af "Hellraiser" og "In the Mouth of Madness".

"Evil Dead Rise" er ikke for sarte sjæle. Lad det være sagt med det samme. Men hvis man klarer mosten, er her lagt op til en stemningsfuld, ubehagelig og grotesk omgang bloddryppende kammerspil, som ikke er set lige meget lang tid. Lee Cronins film overgår Fede Alvarez seneste version. Peter Albrechtsens urovækkende lyddesign fortjener flere priser. Alle sanser påvirkes i filmens samtlige 98 minutter. Cronin har skabt et mareridt af et gysermesterværk.