Anmeldelse: Fanget i de fries land
"Fanget i de fries land" undersøger den omvæltning, der sker, når en person går fra fængsel til frihed – og kampen for ikke at vende tilbage.
Skulle nogen være i tvivl om, hvordan det står til med danske dokumentarfilm, så behøver de ikke kigge længere tilbage end sidste måneds CPH:DOX-festival. Her var der blandt andet store roser til Simon Wilmonts tragiske "The Distant Barking of Dogs", mens "False Confessions" viste dansk true-crime i international topklasse. Dansk dokumentar lever nemlig i bedste velgående, og Camilla Magids aktuelle "Fanget i de fries land" er endnu en gang med til at cementere dette.
"Fanget i de fries land" foregår i USA og omhandler den proces, det er at blive løsladt fra fængsel og derefter skulle resocialiseres til at fungere i et normalt samfund. Igennem dokumentaren følger vi tre vidt forskellige mennesker, som er en del af støttegruppen Continuum, der skal guides i livet uden for fængslets mure ved hjælp af terapi og fællesskab. Den 42-årige nylige løsladte Brian skal tilvænne sig en hel ny verden efter at have tilbragt 24 år i fængsel, mens den rastløse teenager Juan kæmper for at slippe ud af sin kriminelle omgangskreds. Den 7-årige dreng Gianni har ikke selv været i fængslet, men fraværet af hans indsatte moder har sat tydelige spor i en hård opvækst.
Det tager ikke mere end et splitsekund at fange den tykke ironi i titlen "Fanget i de fries land". USA er mulighedernes land og global bannerfører for frihed, men samtidig er det også den nation i verden, som har flest indsatte pr. indbygger. Ligeledes er det svært at slippe af med den medfølgende stigmatisering, når du først har været inde og sidde. Det oplever eksempelvis Brian, da han skal ud og finde et job. Det bliver en nær umulig opgave, for selv efter at være blevet løsladt er han ikke rigtig fri. Når du først har siddet inde, er du for evigt stemplet, og den proklamerede frihed synes langt væk, når der ikke er megen hjælp at hente.
Igennem de tre hovedpersoner står det tydeligt klart, at der er noget galt med det rehabiliterings- og resocialiseringsprogram, som det amerikanske retssystem udøver. Brian, der har siddet inde mere end halvdelen af sit liv grundet drab, er overhovedet ikke forberedt på den nye verden, han møder. E-mails er noget, han kun har hørt rygter om, og bare det at finde en bolig, komme i kontakt med andre mennesker eller finde det nødvendige arbejde synes at være urimeligt svært. Ligeledes er Giannis moder på ingen måder klar til det ansvar, som kræves for at være ung mor. Frihed skulle gerne være lykken, men i visse tilfælde virker det, som om livet i fængslet på absurd vis er mere overskueligt.
Fortællingen er mest interesseret i at følge sine tre hovedpersoner og den rejse, det kræver at blive forenet med friheden. Tilstanden af det amerikanske system, der på mange måder er struktureret til at stille de svage endnu svagere, bliver nærmere antydet end undersøgt, fordi de personlige historier tager fokus. Selvom deres berettelser er spændende – fortællingen om Brian er yderst rørende og kunne alene bære filmen – er det alligevel ærgerligt, at filmen ikke tager et par spadestik dybere i retsvæsenets onde cyklus.
Den unge Juan kæmper dagligt med at holde sig på lovens side, men valget mellem familien og hurtige penge er forudbestemt. Ikke kun fordi pengene tiltrækker, men fordi Juan i realiteten ikke har et valg, da hans miljø og sociale arv placerer ham i en kriminel løbebane. Han kastes ind i fængslet, men får ingen hjælp på vejen og kan dermed kastes direkte ud på gadehjørnet og sælge stoffer igen. Sådan bliver cyklussen ved. Det føles lidt ligesom i HBO-mesterværket "The Wire", når gangsteren Bodie ikonisk siger "This game is rigged, man". Alle i det her system er dømt til at tabe.