Anmeldelse: Far til fire og vikingerne

20. film i rækken om "Far til fire" er skåret efter samme formular som altid, men leverer alligevel forfriskende og velskrevne momenter.

Siden 1953 har serien om karakteren Far, de fire børn og skøre Onkel Anders prydet de danske biograflærreder. Igennem nu 20 (!) film har familien været på diverse eventyr. Publikum har været med dem til julebal i Nisseland, i skoven med ulveungerne og flere gange for fuld musik. Med den nyeste film, "Far til fire og vikingerne", kommer familien på det bedste eventyr, de har været længe.

Udefra ser Fars familie ud til at have det godt, og alt er fryd og gammen. Men sådan ligger landet ikke. På elefantens Bodils fødselsdag vælter skeletterne ud af skabet. For at bringe alle tættere på hinanden igen tilmelder Onkel Anders dem til en familieterapi-lejr, som ligger i en gammel vikingeby. Bølgerne går højt, og pludselig kommer hele familiens Bodil til at spille en afgørende rolle for at bringe dem alle tættere sammen. Og pludselig må alle seks samarbejde for at klare skærene.

"Far til fire" er en institution i den danske kulturskat. Skabt af tegneren Kaj Engholm i 1948, hvor tegneserien var populær i en række år. Indtil én af dansk films højst respekterede skuespillere, Ib Schønberg, fik idéen til en filmatisering – hvilket startede rækken af spillefilm. Første film udkom i 1953, og syv mere fulgte alene gennem 50'erne. Schønberg selv nåede kun to film som Far før sin alt for tidlige død i 1955, hvor Karl Stegger overtog rollen. Filmserien blev genoplivet i 1971, men blev enormt dårligt modtaget af publikum. Serien lå derefter stille i over 30 år, før instruktør Claus Bjerre og et nyt hold af skuespillere igen vækkede universet til live. Fra 2005 til i dag er vi gået fra Niels Olsen, Jesper Asholt og til Martin Brygmann som Far.

20. film i rækken er såmænd også skåret efter den samme formular som altid. Dog leverer den forfriskende og velskrevne momenter, gode slapstick-scener i vikingebyen og et klimaks, der giver sved på panden. Martin Brygmann har karisma som Far og er i det hele taget en skuespiller, man holder af at se på. Den 57-årige komiker holder vikingeskibet flydende og er bestemt filmens bedste kort – med bedre komisk timing end Niels Olsen og især Jesper Asholt. De fire unger gør, hvad de skal, uden at man bliver videre imponeret over dem. Thomas Bo Larsen er og bliver et mærkværdigt valg til rollen som Onkel Anders. Man har simpelthen svært ved at tro på ham som karakteren.

Instruktør Martin Miehe-Renard, som har arbejdet indenfor familiefilm i over 30 år, kan stadig sit kram. Selvom historien er skåret over den velkendte "Far til fire"-skabelon, formår Miehe-Renard at bringe friske ting til bordet. Især et skænderi ved morgenbordet portrætteres overraskende realistisk. Selvom universet er bygget over en tegneserie, har det grobund i en mere socialrealistisk hverdag, og det er takket være instruktøren. En sang eller to bliver der også plads til, hvor helhedsindtrykket næsten er på højde med en Wikke & Rasmussen-film. Og det er bestemt ment som et kompliment.

"Far til fire og vikingerne" er et godt eksempel på 20. film i en franchise, som stadig kan overraske. Instruktør Martin Miehe-Renard har med sin tredje gang som instruktør lavet den bedste "Far til fire"-film i lang tid. Manuskriptet er skrevet over samme skabelon som altid, mens Martin Brygmann stråler med velfungerende slapstick-komik. Tematikken om, at familien kommer først, er et klassisk tema i serien, men det mærkes mere med kærlighed til familiedyderne her. Thomas Bo Larsen er og bliver fejlcastet, og de to skurke fungerer ikke. Det til trods er her tale om fin familieunderholdning, men uden at virke dumt og kedeligt. Kassesuccesen i efterårsferien er hjemme.