Anmeldelse: Foxtrot
Man bliver fuldstændig opslugt af "Foxtrot", men man skal kæmpe lidt for det.
Samuel Maoz har ikke givet os særlig mange film gennem årene. Til trods for at have fuldført sine filmstudier i 1987 har israeleren tidligere kun lavet to film: "Total Eclipse" fra 2000 og den prisbelønnede "Lebanon" fra 2009. Efter at have set Maoz' seneste film, "Foxtrot", kan man kun ærgre sig over det sparsommelige output. Også selvom Israels kulturminister udtrykte vrede over filmen.
Vi følger ægteparret Michael (Lior Ashkenazi) og Daphna (Sarah Adler), der en morgen får den tragiske besked fra militæret: sønnen Jonathan (Yonaton Shiray) er faldet i kamp. Daphna går i chok, da hun hører nyheden, imens Michael må stå overfor sine sørgende familiemedlemmer og bureaukrater fra hæren – til sin store frustration, da han stadig bearbejder nyheden. Men pludselig modtager de en anden nyhed, der vender op og ned på det hele.
Det tematiske omdrejningspunkt er skæbne. Hvordan vi som mennesker forsøger at dekonstruere det uhåndgribelige, og hvordan dét kan påvirke hverandres skæbne. Michaels frustration over sønnens død er smerteligt at være vidne til, hvilket er et kompliment til Maoz' manuskript og instruktion samt Ashkenazis optræden. Derfor er det imponerende, at "Foxtrot" forbliver medrivende, når andet akt bevæger sig over i absurditeter og sort humor.
Den israelske film er ikke alene en historie om skæbne i sig selv, som også om en nation i evig konflikt. Alligevel søger "Foxtrot" ikke at kaste om sig med politiske eller ideologiske pointer: dette handler udelukkende om at studere de forskellige karakterer i deres pågældende situationer. Maoz er i sandheden et filmisk naturtalent, når han med dialog og et smukt, mørkt billedsprog fortæller sin historie, der tager den ene overraskende drejning efter den anden.
Man bliver fuldstændig opslugt af "Foxtrot", men man skal kæmpe lidt for det. Filmen kræver tålmodighed for at kunne udfolde sig, grundet sin ukonventionelle struktur og dens langsommeligheder – utålmodige biografgængere vil nok falde i søvn. Maoz' tredje spillefilm er kompromisløs og skal mødes på dens egne præmisser. Dette er desuden et værk, hvor pointen muligvis ikke fanges, når rulleteksterne ruller over det store lærred. Jeg forstod det ikke helt, men ved refleksion begyndte det hele at give mening. Hvis man er én af dem, der kan lide at analysere og finkæmme, er der meget at elske ved "Foxtrot".
I sidste ende afhænger holdningen til "Foxtrot" om, hvad der genreforventes af sine film. Forventes krigsfilms-action, humor og tempo, skuffer filmen. Hvis publikum derimod udviser analyserende gåpåmod vil man, som jeg, have følelsen af at være vidne til et mesterværk. Høst af priser – fra Ophir Awards, Venedig Filmfestivalen og National Board of Review – er på alle måder velfortjent. Og set i bakspejlet burde der også have været en Oscar-nominering. "Foxtrot" ér lidt af en udfordring, men det er en mageløs udfordring!