Anmeldelse: Golda
God præstation fra Helen Mirren redder ikke vingeskudt portrætfilm i at falde til jorden.
Vinderne skriver historien, og det gør Helen Mirren også. Den britiske skuespillerinde, der må betegnes som én af allerstørste nulevende af slagsen, kan velsagtens portrættere hvem som helst. Kronen på værket er formentlig glans- og titelrollen som den nu afdøde Dronning Elizabeth i "The Queen". Kunsten i at vække et historisk statsoverhoved til live får en ny betydning i rollen som Golda Meir, Israels første og eneste kvindelige premierminister. Og om muligt én af Israels mest kontroversielle ledere. Hvilket imidlertid ikke afdækkes nok.
I stedet for at fokusere på en lang karriere, tages udgangspunktet klogt i Yom Kippur-krigen i 1973. Hér indleder styrker fra Egypten og Syrien et overraskelsesangreb på Sinai-halvøen og Golanhøjene, og om muligt en udslettelse af staten Israel. Golda fanges i både intern og international storpolitik, da hun uventet står i en krigssituationen og nationens overlevelse, og ikke mindst hendes eget skrantende helbred, samtidigt med, at premierministeren må trække på alliancen til USA og det gode forhold til Udenrigsminister, Henry Kissinger.
Yom Kippur-krigen, der udbrud under den jødiske helligdag og varede i knapt tre uger, var i Koldkrigsperioden ét af de kritiske øjeblikke, hvor USA og Sovjetunionen raslede mere voldsomt end sædvanligt atomvåbensablerne. Det blev også startskuddet til en fredsproces mellem Egypten og Israel. Før det kom dertil, kastes vi i "Golda" ind i krigsmaskinens maskinrum. Store beslutninger skal tages, magtfulde mænd skal blive enige og chancer skal løbes. Alt imens, både kort- og langsigtende konsekvenser skal overvejes nøje. Se, det lyder jo som en højpotent politisk thriller, der er spændende at følge på sidelinjen. Især med Helen Mirren sat i stilling. Det er dog ikke tilfældet. Og trods en god præstation er Mirren er én af hovedårsagerne til, at Guy Nattivs spillefilm falder til jorden undervejs.
Den israelske instruktør har tidligere vundet en Oscar for Bedste kortfilm "Skin", og stod senere bag en spillefilm af samme navn baseret på den. Hvor Jamie Bell dér spillede en nynazist, som tog et opgør med nazistbevægelsen, er det uklart, hvad Guy Nattiv præcis vil med portrættet af Golda Meir. Udover at få et temmeligt begrænset indblik i episoden, det politiske spil op til som udløste den. Men især i hvilken særpræget politiker og problematisk Golda reelt var, hvilket i sig selv gør filmatiseringen om hende og Yom Kippur-krigen problematisk.
Indblikket i krigen er mere eller mindre begrænset til et kommunikationsrum. Sikkert i forsøget på at skabe kammerspilsintensitet i fraværet af helikopteroverblikket over konflikten, men der er aldrig nok på spil til, at det bliver intenst eller spændende. Snarere tværtimod. I stedet har vi et historisk drama, der ensidigt cherry picker på det groveste og mest af alt bestræber sig på at glorificere Israels og Golda Meirs kampånd. Selvom hun blev stærkt kritiseret for at nøle i starten af konflikten, kaster Guy Nattiv et alt for forsigtigt blik på statslederen Golda, til at være en historisk perspektivering, sandhedsvidne eller for så vidt et interessant historisk portræt. Helen Mirren ér en fantastisk skuespillerinde. Derfor behøver alle tænkelige klik af hende ikke ærefrygtigt at inkluderes. Forsøgene på at komme bag om mennesket Golda fejler. Det skulle komme til udtryk i samtaler mellem hendes personlige assistent Lou Kaddar (spillet af franske Camille Cottin) og ikke mindst Henry Kissinger, fornemt portrætteret af altid gode Liev Schreiber. Det sker ikke. Og dét gør det endnu sværere at se, hvad vi egentlig skal med "Golda".
"Golda" er på papiret et intens indblik i Yom Kippur-krigen med altid sprudlende Helen Mirren i endnu en altoverskyggende hovedrolle. Guy Nattivs portræt er ikke intenst, mens Mirren vitterligt fylder for meget til, at resten af filmen og mennesket Golda Meir får tilpas luft under vingerne.
"Golda" har dansk biografpremiere 7. september. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.