Anmeldelse: Skin

Gemt bag tatoveringer forsvinder engelske Jamie Bell bogstaveligt talt ind i kødet på rollen som nynazisten Bryon Widner, der ønsker at bryde fri fra sit had.

I 2018 triumferede den israelske instruktør Guy Nattiv med den ultimative sejr. "Skin", filmskaberens første amerikanske produktion, vandt en gylden statuette til årets Oscar-uddeling for Bedste kortfilm. Den type hæder for en kortfilm fører til penge og megen opmærksom, hvilket som regel fører til større film. Prisvindende film som "Whiplash" og "District 9" har tidligere bevist, at springet fra kortfilm til spillefilm er vejen frem, og det spring har Guy Nattiv nu taget ved at videreudvikle sin historie om racehad og nynazisme til spillefilmslængde. Et spring, som israeleren kan være meget tilfreds med.

Med mærkatet "baseret på virkelige begivenheder" og selskabet A24 bag sig fortæller "Skin" historien om nynazisten Bryon Widner (Jamie Bell), der er vokset op med white power og prædiker racehad. Som kampuniform er Bryon dækket til i hadefulde tatoveringer fra top til tå, og under faderskikkelsen Hammer (Bill Camp) samt moderfiguren Shareen (Vera Farmiga) er han blevet indoktrineret i kampen for et hvidt USA. Efter mødet med kærligheden begynder Bryon at længes efter et liv fri for altopslugende had. Det betyder en årelang proces med at fjerne sine tatoveringer og samtidig forstå sig på mennesker, han før har afskyet.

Igennem Bryon Widner placerer "Skin" sig i skoene på en spændende hovedkarakter. En hadefuld skinhead, som gennem selvransagelse udvikler sig fra dybt usympatisk til et bedre menneske, der rummer accept og forståelse for sine medmennesker. Den historie er set før med klassikeren "American History X" som pragteksemplar, men med sin stærke portrættering af et aflukket miljø står "Skin" på egne ben. Guy Nattiv skaber en verden, der minder om den nådesløse og rå stil, som kollegerne Jeremy Saulnier og Jean-Stéphane Sauvaire ligeledes dyrker uden at ty til sentimentalisme.

33-årige Jamie Bell – der slog igennem som balletdanser i "Billy Elliot" og sidenhen har spillet alt fra Tintin til sadist i Lars von Triers "Nymphomaniac" – beviser én gang for alle, at han uden tvivl er en af branchens mest forsømte skuespillere, når det gælder roller med kød på. I "Skin" får den engelske skuespiller en interessant karakter at arbejde med, hvor han på overbevisende facon er tildækket i krops- og ansigtstatoveringer. Gemt bag blæk forsvinder Jamie Bell bogstaveligt talt ind i kødet på rollen. Gradvist som Bryons kamp skrider frem, formidles en troværdig følelse af afmagt over at skulle forlade sin loyale familie og bryde fri fra sine lænker.

Trods sejren til sidste års Oscar-fest modtog Guy Nattiv alligevel en del kritik for sin originale kortfilm. Her var det især den voldsomme slutning, som enten forekom direkte latterlig eller følelsesmæssig manipulerende med sit direkte udtryk – både visuelt og symbolsk. Har du allerede set kortfilmen, så du dermed kender slutningen, kan du dog ånde lettet op. Guy Nattiv har klogeligt taget kritikken til sig, og som spillefilm får "Skin" derfor en langt mere sober og ikke mindst vellykket afrunding.

Dog falder "Skin" til kort ved skildringen af Bryon Widners radikale skifte i menneskesyn og ideologi, som kunne havde været bedre underbygget. Den primære drivkraft for at undslippe white power-bevægelsen er og forbliver ønsket om et nyt liv, hvor kærlighed trumfer had. I nøglescenen, hvor Bryon endelig ser indad, havde det været effektivt med en større psykologisk indsigt for at opnå forståelse af, hvordan manden, der altid har været pålagt at hade andre, pludseligt skifter karakter. Men selv med dette er der ingen tvivl om, at "Skin" er en stærk film. Fremtiden ser lys ud for Guy Nattiv og Jamie Bell.

Skin