Anmeldelse: Harpiks

Fusionen mellem stærkt skuespil og æstetisk udtryk flyder sammen som unik filmoplevelse.

Super16-instruktør Daniel Borgmann har med sin tredje spillefilm "Harpiks" – baseret på Ane Riels roman af samme navn – skabt, hvad der bedst kan beskrives som en dansk udgave af Matt Ross' "Captain Fantastic" fra 2016. Med den markante forskel, at "Harpiks" er rå og ubehagelig.

Filmen foregår flere år efter, at Jens og Maria iscenesatte deres datters død af frygt for, at myndighederne skulle tage Liv fra dem. Parret lever nu totalt afskåret fra civilisationen, holder sig skjult og lever i ét med naturen. En dag dukker Livs farmor uventet op og vender op og ned på familiens ellers idylliske tilværelse.

Som Jens og Liv ses Peter Plaugborg og Vivelill Søgaard Holm. Især erfarne Plaugborg leverer sublimt skuespil i rollen som den småskøre og til tider sindssyge vildmand, der giver plads til at udleve sit indre dyr. Søgaard Holm på blot 14 år er perfekt castet som den unge datter, hvis nysgerrighed og længsel efter et andet liv skinner klart igennem. Det intense samspil mellem de to giver filmen en lang række rørende øjeblikke. De to skuespilleres præstationer er en af hovedårsagerne til, at "Harpiks" aldrig mister grebet om sin præmis og derfor er spændende fra start til slut.

Louise McLaughlin sørger for rå, autentiske og naturskønne billeder, der sætter perfekte rammer for historien. Fotografen underbygger simpelthen den rene kærlighed mellem far og datter. Fusionen mellem stærkt skuespil og filmens æstetiske udtryk flyder sammen som en unik oplevelse, der mest af alt er en fortælling om ubetinget kærlighed – og om, hvor langt man er villig til at gå for ikke at miste dem, man elsker. "Harpiks" sætter samtidig spørgsmålstegn ved den måde, Jens og hans familie har valgt at leve på. Ikke alene er det en flot film med smukke natur-hyldende billeder. Borgmanns film er kontrastfuld i sit rå og brutale udtryk, der fokuserer på konsekvenserne af ekstreme valg og fravalg.

Filmens klare styrke er, at der aldrig afviges fra præmissen om, at familien har viet sit liv til naturen. Samtidig er det også svagheden – for at overbevise publikum om, at en familie lever uden for lands lov og ret et sted i Danmark, er ekstremt svært. At de skyder med bue og pil og lever af naturens ressourcer fremstår i sig selv utroværdigt. Og forældrene har ikke mindst også formået at holde datteren skjult i flere år. Dette til trods for, at Livs splittede jeg gentagne gange fører hende væk fra området og ind til en nærtliggende by, hvor diverse landsbytosser, som vel at mærke er vidende om naturfamiliens tilværelse, holder til.

Daniel Borgmanns film har mange gode elementer. Men en vildmarksfilm, der foregår i Danmark, hvor der ikke er mere end et par kilometer til den nærmeste by, er virkelig svær at få til at virke troværdig. I dette tilfælde lykkes det delvist, og "Harpiks" ender som en seværdig film, der hurtigt bliver glemt.