Anmeldelse: Hvidstengruppen II – de efterladte

"Hvidstengruppen II – de efterladte" er en stærk og rørende opfølger til én af nyere tids største danske kassesucceser.

Krig er helvede. Krig tager elskede og kære fra mange og de efterladte får ofte ikke svar på, hvor de savnede personer er endt. "Hvidstengruppen II – de efterladte" fortæller om et stykke dansk krigshistorie, der indeholder savn og kærlighed. Dog ikke uden sine fejltrin.

Familien Fiil driver Hvidsten Kro, hvor Marius Fiil og hans modstandskammerater er netop blevet henrettet af tyskerne. De unge Tulle og Greda Fiil dømmes samme dag til i to års fængsel for forbrydelser mod den tyske værnemagt. Her er der ingen kære mor og kvinderne anbringes i en række hårde tyske kvindefængsler over en længere periode. Hjemme på kroen samler mor Gudrun den resterende familie, mens hun lever i håbet om at få sine døtre hjem.

"Hvidsten gruppen" fra 2012 er én af nyere tids største danske biografsucceser med et salg på 765.000 billetter. En stor succes for producer Regner Grasten og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis., der året efter fulgte op med dramaet "Tarok", om travhesten af samme navn – som kun trak nær 100.000 i biografen. Nu er makkerparret tilbage ved Hvidsten kro, som er bedre end første film. Visse beslutninger gør dog ikke filmen nogen tjenester. 

Film er et visuelt medie. Derfor vis, hvad der skal fortælles. I forhold til forgængeren, hvor de krigsrædslerne blev antydet i baggrunden, holdes der ikke tilbage i denne omgang. Tulle og Gredas rædsler beskrives, råt for usødet. Vold og ydmygelser er på menuen hver dag for de unge kvinder og dét er barskt at være vidne til. Marie Bach Hansen er stærk og sårbar på samme tid som Tulle. Hendes kamp for at komme hjem til sin elskede familie er medrivende og intens. Laura Winther Møller vil få alles hjerter til at banke hurtigt for Gredas overlevelse. Søsterkærligheden til Tulle er ikke til at tage fejl af. Bodil Jørgensen træder i baggrunden for de unge skuespillere, men hendes portræt giver et troværdigt indblik af hverdagen i Danmark under besættelsen. 

De tyske fangevogtere gør, alt hvad de kan, for at man hader dem  – og  det lykkedes til dels. Stereotyperne fylder dog for meget. Den store, tykke matrone, som alle frygter, som eksempel eller den ultravoldelige officer. "Hvidstengruppen II – de efterladte" er desuden en anelse lang i spyttet. Visse scener trækkes ud i langdrag og overforklares, selvom publikum burde have forstået budskabet. Især slutningen trækkes ud, for at vi skal være i tvivl om hvorvidt de unge piger klarer den eller ej. Selvom de sidste tyve minutter grænser det til trættende, er det umuligt ikke at blive rørt. 

"Hvidstengruppen II – de efterladte" er en stærk og rørende opfølger til én af nyere tids største danske kassesucceser, endda en bedre film end forgængeren fra 2012. Prisværdigt, at Grasten og Bjarup Riis vise krigsrædslerne råt for usødet, mens de to hovedrolleindehavere gør det flot. Desværre falder andre på rollelisten igennem som karikerede og stereotypiske. Selvom man som publikum manipuleres af slutningen, er svært ikke at blive rørt over Tulle og Gerdas mareridtsfærd under besættelsestiden i provinsen.