Anmeldelse: Inna de Yard: The Soul of Jamaica
"Inna de Yard: The Soul of Jamaica" kræver en stor forkærlighed for reggae, men glimter med sin samling af toneangivende musikere.
USA har country og jazz, England har britpop, og herhjemme har vi god gammel dansktop. Næsten hver nation har en musikgenre, som landet i særdeleshed kan forbindes med. En musisk stil og lyd, der på et tidspunkt har hjulpet til at definere et musikalsk udtryk, som har været påvirket af kultur, historie og en flok talentfulde mennesker. På Jamaica er det reggae, der gennemsyrer musikken og har skabt kulturen, resten af verden kender den caribiske østat for. Dokumentarfilmen "Inna de Yard: The Soul of Jamaica" handler om, hvad reggae har betydet og fortsat betyder for landet. Under projektet Inna de Yard samles nogle af genrens mest toneangivende kunstnere, mens der indspilles ny musik og deles historier fra livets op- og nedture.
Bob Marley er navnet, de fleste først vil sætte i forbindelse med reggaemusikken, men "Inna de Yard: The Soul of Jamaica" samler en stime af musikalske talenter, der alle har været med til at definere genrens udvikling det seneste halve århundrede. Under musikprojektet Inna de Yard mødes blandt andre navne som den 70-årige Cedric Myton, Ken Boothe, Winston McAnuff, Kiddus I. og Kush. Sammen indspiller pionererne ny akustisk musik, hvor generationer og klasseskel mødes på kryds og tværs for at bære musikkens ånd og historie videre igennem rytmer og fortællinger fra livets baggård.
Dokumentaren følger de forskellige kunstnere i deres hverdag, mens indspilninger af Inna de Yard-projektet danner fælles ramme, som kulminerer i en stort anlagt koncert i Paris. Gennem personlige anekdoter fortæller de garvede musikanter om reggaens oprindelse, som udsprang fra 1960'ernes rocksteady, og om hvordan bevægelsen siden har påvirket landets kultur og arv. Fra en tid præget af politiske uroligheder afspejlede musikkens tekstunivers black power, frigørelse og politiske skikkelser som Malcolm X og Martin Luther King Jr., mens det i dag har bevæget sig over i et mere spirituelt væsen. Sammen dyrkes rødderne, og især reggaens gudfader, Cedric Myton, deler flittigt ud af sin visdom til yngre generationer, som nok skal holde reggaen i live.
At nyde og sætte pris på "Inna de Yard: The Soul of Jamaica" kræver en stor forkærlighed for den rytmiske musik. Nok byder fortællingen på en række af stjernemusikere, men stopper din viden om reggae ved Bob Marley, er det svært at hægte sig på. Når musikken spiller, er hyggestunden primært for de indviede, som kender forskel på rytme og riddim samt reggae og reggaeton. Som uindviet bliver det derfor også en lang affære, når den ene musiker efter den anden dukker op uden større introduktion og fortæller om sin musikalske inspiration fra rastafari-kulturen.
Instruktør Peter Webber kender nogle måske fra spillefilmene "Pige med perleørering" og "Hannibal Rising", men den 51-årige englænder er heller ikke ubetrådt i dokumentarverdenen. Webber forstår rollen ved at placere sig som fluen på væggen, hvorfra han observerer og lader sine hovedpersoner fortælle deres historier. Men instruktøren virker også alt for forelsket i sit materiale – som om, at det blot har været fedt at hænge ud med sine idoler. Der mangler noget mere interessant i fortællingen, der sjældent rykker sig videre end gentagelser af reggaemusikkens enorme værdi for Jamaica og dets folk.
Som dokumentarfilm er "Inna de Yard: The Soul of Jamaica" en hyggelig film, når musikken spiller, og menneskerne, der er rige på både liv og erfaring, deler ud af deres oplevelser. Men selskabet kræver enorm påskønnelse af rytmiske bongotrommer – og en interesse for reggaens historie, der bevæger sig langt ud over afdøde Bob Marley.