Anmeldelse: Intet
Filmatisering af populær ungdomsbog får intet ud af besværet.
Ungdomsfilmgenren har store og populære rødder i den danske filmskat. At skildre ungdommen på film kan være en svær kunst, men det er lykkedes for flere. Film som "Tro, håb og kærlighed", "Zappa" og "Råzone" er alle blevet klassikere på deres egne præmisser. "Intet", som er baseret på bogen af samme navn af Janne Teller, vil gerne være et nyt skud på stammen. Men den stiller sig desværre mellem to stole, hvor det største spørgsmål er: Hvem er målgruppen egentlig?
Da drengen Pierre Anton en dag i skolen konstaterer, at livet har ingen mening og derfor flytter op i et træ, beslutter klassekammeraterne sig for at samle deres mest værdifulde ejendele, for at modbevise ham. Men gruppens positive tilgang drejer mere og mere over i noget mere mørkt og faretruende. For hvad betyder egentlig noget her i livet? Og hvad vil man gøre, for at passe på dét, man priser højest?
Janne Tellers roman fra 2000 er nærmest blevet fast inventar i de danske skoleklasser. En historie, der satte de unge i centrum og gav et anderledes bud på den klassiske coming of age-ungdomsbogl. Med filosofiske og metaforiske tankegange indflettet i karakterens dannelsesrejser er den klassisk at analysere. Problemet er at få de filosofiske tanker oversat til film, for ligesom bøger som "Cloud Atlas" og "Forfængelighedernes bål", blev "intet" betegnet som en bog, der var umulig at filmatisere.
Instruktør Trine Piil har dog givet det et skud. Den kvindelige instruktør har mest befundet sig i tv-verdenen over de sidste tyve år og det kan mærkes. Aftrykket fra især "2900 Happiness" sidder overalt på "Intet". Det bliver nærmest en sæbeopera, hvor vi følger vores klasse af unge mennesker, der bliver udsat for den mere brutale prøve efter den anden. De gyldne lokker skal klippes væk. Mødommen skal tages og religionen, der skal trodses. Vinklingen i hænderne på Piil havde måske fungeret som sæbeopera i Hellerup, men ikke som spillefilm. Det største problem er dog, at vi aldrig rigtig kommer tæt nok på de unge mennesker. Skuespillerne er alle sammen debutanter og gør et hæderligt, men alligevel fejlslagent forsøg på, at fange vores sympati og interesse. Det skal dog så også siges, at Piil ikke er den bedste personinstruktør. De voksne, som spilles af ellers gode danske stjerner som Peter Gantzler og Claus Riis Østergaard har intet at arbejde med og overspillet tager over. Der stirres ud i intetheden i lang tid, for at symbolisere intensitet og fare, men blikket fanger aldrig.
Som ungdomsfilm italesættes beskrivelserne af hverdagen. Men filmen henvender sig ikke til sin egen målgruppe. Teenagere vil kede sig bravt i biografen og voksne vil se langt efter de dybere lag. Dog skal det siges, at et par af de ekstreme prøvelser, som nogle af vores karakterer bliver udsat for, er grænseoverskridende. Selv for et modent publikum, og vil højst sandsynligt skabe kontroverser. De filosofiske tanker om, hvad livet egentligt er værd, kan mærkes i små glimt, men ikke tilfredsstillende. Slutningen efterlader en tom følelse i kroppen og en tanke om, hvad man lige har overværet.
"Intet" ville måske have fungeret udmærket som en sæbeopera med Peter Reichardt og Christiane Schaumburg Muller på rollelisten i Hellerups skove. Som spillefilm er det et fejlslagent projekt. Der er ingen, der får noget godt spil ud over biograflærredet og bogens grundpræmis tabes på gulvet. Enkelte elementer fungerer i glimt, men alt i alt er der intet nævneværdigt at komme efter.