Anmeldelse: Jomfruer fra rummet
Charme og selvtillid møder lækkert rumvæsen-hår i skør ungdomskomedie om undertrykte lyster.
Romance. Det første kys. Den første gang. Den store kærlighed. Amorinerne svæver i luften for os alle, når vi møder den rette. Og det skal jo være med den helt rigtige og ikke bare noget, der er overstået på fem minutter. Kærlighedens vej er en svær én og mange venter en årrække, for at finde den helt rigtige. Og så er der de unge tyre, som drømmer om at få dyppet pølsen for første gang. "Jomfruer fra rummet" er et morsomt og rørende blik på det danske teenage-kærlighedsliv, tilsat en ordentlig omgang science-fiction.
Gustav og Buller er bedste venner. De er på vej til at afslutte gymnasiet og har kun én ting på hjernen. At få noget på den dumme. Gustav er dybt forelsket i Barbara, som nærmest ikke aner, at han eksisterer. Men Gustav vil gøre alt for, at hun bliver hans første knald. Gustavs liv ændrer sig radikalt, da han en nat møder den nøgne fyr Allan i parken, som viser sig at være intet mindre end et rumvæsen. Allan er sendt til Jorden for at forplante sig med flest mulige af det modsatte køn. Og dét skal Gustav og Buller hjælpe ham med.
Den første gang er omdrejningspunktet i mange danske ungdomsfilm over tiden. Tilbage i 80’erne bugnede det danske biografmarked af ungdomsfilm, der tog venskab og seksualitet op. I 90’erne fik Dennis Jürgensens Anja og Viktor liv "Kærlighed ved første hik". Sexlivet blandt den danske ungdom portrætteret både pinagtigt og sofistikeret. "Jomfruer fra rummet" ligger et sted midt imellem.
Spillefilmsdebutant Peter Molde-Amelung er fuld af skøre påfund og charmerende indfald. Vi falder pladask for rumvæsnet Allan med det samme og han tager aldrig over, der hvor filmen gerne vil være seriøs med sine emner. Allan er en perfekt comic-relief og fungerer upåklageligt. "Jomfruer fra rummet" oser af overskud og fortælleglæde, når Allan indtager scenen og Tobias Stelzner er uhyr velcastet. Når Allan er i centrum, sprudler farverne på lærredet. Når Gustav og Buller er i fokus, falmer farvepaletten. Dermed ikke sagt, at vi ikke investeres i den side af historien. Tinkas egen Albert Rosin Harson spiller naturligt og som den lidt naive Gustav. Også selvom der mangler lidt mere kød på karakteren. Hvilket heller ikke gøres nemmere for Harson ved, at Gustav kun tænker på at have sex med Barbara. Dog er der stærkt samspil mellem ham og bedstevennen Buller, sympatisk spillet af Milo Campanale. Venskabet dem imellem er klart dér, hvor den realistiske del af historien lysner og glimter.
Momenter af falden på halen-komik, velskreven screwball og satire løfter fortællingen. Designet af de udenjordiske væsener ligner til gengæld en uskøn blanding mellem Peter Jacksons "Bad Taste" og Jabba the Hut fra "Star Wars"-filmene. Desværre kan Amelung ikke rigtig bestemme sig for, hvilken af de komiske undergenrer, han vil fokusere på. Derfor ender Allans historie lidt ude i sandet. Dog skal det nævnes, at da Allan forvandler sig til pornostjernen Fantasy, er der nogle gyldne øjeblikke med Gustavs far.
"Jomfruer fra rummet" er fuld af sjove påfund og bidrager med en stærk historie om venskab. Der er gyldne øjeblikke med masser af overskud. At få noget på den dumme er vigtigt hos enhver teenagedreng. Men at man ved, hvem ens sande venner er og at man holder fast i dem er vigtigere og dér står de jomfruelige jordboeres historie stærkest.