Anmeldelse: Julemand & Co.

Humoren i fransk julefilm er så tåkrummende, at der mangler både sukker og en smørklat på for at glide ned.

Julemanden er synonymt med røde og hvide klæder. Det er de mest arketypiske farver på den runde, skæggede jule-skikkelse alle børn og barnlige sjæle elsker. Visse jule-myter går endda på, at det er Coca Cola, der har iklædt Fader Jul i disse farver. Derfor er det forfriskende at se Julemanden iført  andre farver i "Julemand & Co". Desværre ryger paletten hurtigt på gulvet og ender i en sær farvelade af risalamande og brunkager.

Julemanden bor på Grønland med konen og sin fabrik, hvor alle alferne arbejder på højtryk. Alle børn skal jo have deres gaveønsker opfyldt. Pludselig falder alle alferne om på grund af mangel af C-vitaminer. Julemand må nu drage til storbyen for at finde 92.000 vitaminpiller. Storbyens travle tid i julemåneden er dog en prøvelse for den i forvejen stressede Fader Jul. Da han allierer sig med en hjælpsom familie viser det sig, at de måske har mere tilfælles med ham, end alle lige aner.

Selvom Julemanden er et centralt omdrejningspunkt i juletiden er der rent faktisk ikke lavet ret mange film, hvor den runde mand er i centrum. Størstedelen af julefilm omhandler mere nisser, alfer eller menneskers skæbner. At den leende mand får en film med sig selv i centrum er selvfølgeligt på sin plads.

Desværre bliver den franske film aldrig en spændende rejse. Tempoet starter i fuld hopla og alfernes arbejdsplads er detaljeret og sjov. Men da Julemanden ankommer til storbyen daler tempoet drastisk og filmen forfalder til et familiedrama. Humoren rammer overhovedet heller ikke børn. Faktisk er humoren så tåkrummende, at der mangler både sukker og en smørklat på for at glide ned. To politibetjentes samtaler leverer nogle enkelte små jokes, men ellers er det som tvinge en skefuld kanel ned i svælget.cIngen julefilm uden eventyrlige elementer. Den flyvende kane og den magiske sæk får sine momenter, men bliver efterlades ofte i baggrunden. Instruktør Alain Chabat vil gerne lave et socialrealistisk drama med få eventyrlige elementer. Det gør, at "Julemand & Co." føles skizofren.

Samtidig er det svært at se, hvem filmen egentlig henvender sig til. Tempoet er for langsomt til de mindste i familien og den eventyrlige side af historien rammer ikke de voksne. En mareridts-sekvens halvvejs inde i filmen hører slet ikke hjemme, og understreger hvor symptomatisk alt rammer ved siden af. "Julemand & Co." er som nævnt fransk og er faktisk produceret helt tilbage i 2017, så Chabats film har været lang tid undervejs. Den er blevet dubbet til dansk og stemmerne gør det sådan set udmærket, uden for alvor at brænde igennem. Instruktør Alain Chabat spiller selv hovedrollen som Julemanden med kriminelt underspillet kropssprog og gør intet for at gøre rollen mindeværdig. Audrey Tautou, der i Danmark mest er kendt for titelrollen i "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre", er som Julemandens kone komplet underudnyttet og gør ingen person af sig. Alferne spilles af de fire-fem samme skuespillere og det giver lidt sjov spas her og der. Men ingen skuespillere gør en god figur.

At se "Julemand & Co" er som at spise en tør brunkage. Intet vil gøre Alain Chabats julefilm  til en klassiker. Historien er en mærkværdig bolledej af eventyr og socialrealisme, skuespillet er intetsigende og humoren er til den sløje side. Nogle enkelte jokes fungerer, men ellers er der ikke meget at komme efter. Vitaminerne mangler i den grad og det hele ender som kold risengrød uden smørklat på.

Julemand & Co.