Anmeldelse: Julemandens datter 2: Jagten på Kong Vinters krystal
Den anden film i serien om julemandens datter har bestemt sine momenter, men bliver i længden for poleret og kedelig.
Julefilm er i Danmark et filmlandskab, der ikke er blevet dyrket så meget. Blandt de mest kendte titler er "Nøddebo Præstegård", "Dyrlægens plejebørn" og "Julefrokosten". Men julefilm rettet mod den yngre generation er der endnu færre af. Derfor er det forfriskende, at vi får ikke bare én, men hele to af slagsen i år. Desværre er årets første danske julefilm en pebernød af en film, der har fået lidt for meget i ovnen.
Lucia er datter af Julemanden og bor på Grønland. Her går hun på julemandsskolen som den første pige. En dag får skolen besøg af Kong Vinter, som medbringer julens store krystal. Da Lucias bedste ven, Oscar, bliver falsk anklaget for at stjæle krystallen, vil Lucia hjælpe med at finde den igen. Her kommer de to venner på sporet af et hemmeligt broderskab, der vil standse julen for evigt. Gode råd er dyre, men Lucia er en handlekraftig pige, og der skal meget til at stoppe julemand/kvinde-aspiranten.
Første film om Lucia og hendes kamp for at blive accepteret som elev på julemandsskolen kom for to år siden. Den var et kærkomment og skønt eventyr for hele familien med varme, charme og fart over feltet. Anden film i rækken, som igen er instrueret af Christian Dyekjær, byder på samme varme og fart over feltet. Desværre har charmen forladt universet, der bliver en smule for karikeret, selvom vi befinder os i et eventyrunivers.
"Julemandens datter" fra 2018 bød på spændende visuelle kontraster mellem det lyse og det mørke med flair for, hvordan julescener skal opbygges. Andet kapitel genbruger samme virkemidler, hvilket indimellem fungerer, men desværre aldrig formøbler sig til mere end gentagelser fra første film, dog uden samme æstetiske sans. Såsom skurkenes skjulested, der er rent mørkekammer. Der mangler ikke alene det kontrastfulde visuelt, men også tematisk. "Julemandens datter 2" er for konstrueret og kunstig til, at universet er troværdigt – trods eventyrlige elementer.
Christian Dyekjærs første film var ikke bange for at drage i en dyster retning, samtidig med at der ikke blev talt ned til målgruppen – det unge publikum. Det bliver der desværre her. Kant og mod udebliver, og så er filmen for poleret – og ærlig talt kedeligt. Plottet snegler sig afsted som kravlenisser i klejnedej med især for meget eksposition. "Show, don't tell", som man siger. Skuespillernes præstationer er også lidt af en blandet pakkeleg. Kong Vinter, spillet af ellers altid troværdige Henning Jensen, udvikler sig til en parodi på en autoritet. Hver gang den rutinerede skuespiller er på, udvikler det sig til overspil, så englene ikke synger. Det samme kan siges om Jens Andersen som én af antagonisterne. Det bliver aldrig rigtig farligt og medrivende. Til gengæld er unge Ella Testa Kusk stadig charmerende som Lucia, mens filmens stærkeste kort er Kristian Halken som Lucias blinde ven, Litteramus. Den 65-årige skuespiller står i kontrast til Henning Jensens knapt så troværdige præstation.
Den anden film i serien om julemandens datter Lucia har bestemt sine momenter, men desværre når den aldrig helt op på den første films charme. De fleste karakterer og selve set-designet kommer til at virke konstrueret og mangler troværdighed. Historien er jævnt kedelig, selvom man sagtens kan ane lyspunkter her og der. Den første film turde at gå i den mørke retning, mens den nye bliver for meget i de lyse momenter. Ella Testa og Kristian Halken er skønne, men resten af castet snegler sig afsted i en kedelig retning. "Julemandens datter 2: Jagten på Kong Vinters krystal" bliver ligesom de dejlige, sprøde brunkager, der desværre er blevet lidt for brændte.